Desorganiseret tilknytning

Tilknytningsteorien beskriver hvordan børn i deres opvækst og samspil med deres nære omsorgspersoner, får skabt en grundmodel for, hvordan man indgår i nære relationer, som sætter sit præg ind i voksenlivet – ikke mindst i den måde, hvorpå vi indgår i parforhold. Tilknytningsteorien beskriver grundlæggende to tilknytningsformer: Tryg tilknytning og utryg tilknytning. Utryg tilknytning findes imidlertid i tre forskellige udgaver: Undvigende/afvisende tilknytning; ambivalent/nervøs tilknytning og desorganiseret tilknytning.

Desorganiseret tilknytningsmønster. Psykoterapeut Sara Vafai-Blom

Hvordan opstår desorganiseret tilknytning

Et desorganiseret tilknytningsmønster er forbundet med en traumatisk opvækst. Traumatisk i den forstand, at barnet oplever et samspil med sine nærmeste omsorgspersoner, som er forstyret, kaotisk og grænseoverskridende. Barnet bliver ladt psykologisk og følelsesmæssigt alene med uudholdelige smertefulde emotionelle tilstande. Omsorgspersonerne lukker af for barnets udtryk for impulser, behov, ønsker, følelser og subjektive oplevelser. Det svarer til at omsorgspersonen sender et signal til barnet om, at det ikke eksisterer i vedkommendes bevidsthed. I tilfælde af desorganiseret tilknytning, vil det faktisk også være det barnet forsøger – ikke at eksistere, hvilket kaldes at disociere. Det lukker af for al kontakt til sit følelsesliv, og aldrig udvikler en følelse af at være og have ret til at være. Omsorgspersonerne er ikke tilgængelige for barnet. Barnet kan ikke dele sine indre oplevelser med omsorgspersonerne, og får på den måde ingen hjælp til at integrere det, som det oplever, hvilket betyder, at også mindre voldsomme oplevelser kan komme til at virke traumatiske. Omsorgspersonerne er ikke i stand til at møde barnet empatisk. Barnets omsorgsbehov er så overvældende, at barnet tillægges onde hensigter og omsorgspersonerne reagerer med vrede, afmagt eller frygt, når de oplever barnets omsorgsbehov. Der er ingen glædesfyldte, venlige og imødekommende samspil. Det er meget frygtfuldt for barnet at leve i dette miljø. Barnets nervesystem kan ikke udvikle sig i dette overbelastende miljø, og i stedet desintegrerer sindet. Barnet – og senere den voksne – oplever intense følelser af at være isoleret, alene, udelukket, afvist, svigtet, invaderet, forrådt, mishandlet og en person, der ikke er værd at elske.

Den voksne med desorganiseret tilknytning

Det voksne menneske, der er præget af et desorganiseret tilknytningsmønster vil have vanskeligt ved at mærke og forstå både egne og andre indre emotionelle tilstande. Man har svært ved at reflektere og ved at lære af sine erfaringer. Derfor kommer man også til at gentage sin dysfunktionelle adfærd gentagne gange, og det resulterer i, at der opretholdes et kronisk højt stressniveau. Barndommens traumer, og bekræftelsen af de grundantagelser, som de har ført til om både en selv, og andre mennesker, betyder, at man er holdt fast i en traumetilstand, der ikke slutter. Man bærer farezonen med i sig selv hele tiden og overalt selv om barndommen, og det usunde opvækstmiljø er overstået. Det menneske, der er præget af desorganiseret tilknytning er altid mere eller mindre i overlevelsesmode. Det vil sige klar til kamp, flugt eller at fastfrysning. Ofte vil der også være tale om, at man oplever at forsvinde væk fra kroppen, virkelighede og nuet. Man adskiller sig fra sig selv – man dissocierer.

Den voksne der er præget af desorganiseret tilknytningsmønster vil ofte – i større eller mindre udstrækning – være præget af mistænksomhed, afhængighed, selvtilstrækkelighed, sensitivitet over for afvisning, perfektionisme, rigiditet, uærlighed og hensynsløshed. Tilværelsen er præget af indre uro, stress, fortvivlelse og fravær af erfaringer af samhørighed.