Er kvinders sexualitet et direkte produkt af vores evolutionære afstamning? Eller skyldes den i højere grad kulturelle faktorer? Hvad er det egentlig, der afgør hvordan kvinders sexualitet føles og udtrykkes? Er det biologi? Eller er det psykologiske faktorer? Er det kulturelle – eller noget helt fjerde? Det er selvfølgelig det hele – og meget mere oven i.
Podcastserien “Er der liv på Venus” består af fem afsnit, og i hvert afsnit taler Anne Sofie Allarp med to forskellige eksperter om forskellige aspekter af, hvad der påvirker kvinders sexualitet. I et af snittene undersøger Anne Sofie Allarp, hvad der kan siges om hvorvidt kvinders sexualitet er et produkt af en evolutionær udvikling – eller i højere grad et produkt af kulturel påvirkning. I den forbindelse taler hun med Jill Byrnit, som er evolutionspsykolog.Jill Byrnit fortæller om forskellige abearters sexualitet og måder at organisere sig omkring yngelpleje, og det er jo interessant at blive klog på, fordi aber jo er nogle af de dyr vi ligner.
Evolution og sexualitet
Jill Byrnit fortæller, at forskellige abearter udlever deres sexualitet på meget forskellige måder. De organiserer også deres yngelpleje på forskellige måder. Det er faktisk kun silkeaber og gibbonaber, der lever i parforhold. Dette gælder i det hele taget i dyrenes verden. For blandt andre dyr er det faktisk kun ulve og nogle fuglearter, der lever i parforhold. Det er ikke mange abearter, der er monogame – og selv blandt de (tilsyneladende) monogame aber, har det – ved DNA analyser – vist sig, at hvis der kommer en enlig han forbi et sted, hvor hunnens partner ikke lige kan se hende, så parrer hun sig gerne.
Sexualitet og artens overlevelse
Det handler i høj grad om at sikre artens overlevelse, og forskellige abearter gør forskellige tiltag, for at imødekomme dette hensyn. Der er f.eks. nogle arter, hvor hunnen parrer sig med så mange hanner som muligt, for på denne måde at sørge for, at mindske risikoen for at en han vil skade hendes unger. Rationalet er: “Hvis der er sandsynlighed for, at det er hans eget afkom, slår han det nok ikke ihjel.” Andre hunner parrer sig kun (åbenlyst) med én han, ud fra devisen, at hvis han er sikker på, at det er hans afkom, vil han beskytte det mod andre, der kunne skade det.
Bonovoaber har ifølge Jill Byrnit helt andre skikke. Hun sammenligner dem med hippier, og fortæller at de parrer sig på kryds og tværs. De parrer sig på tværs af såvel køn som alder. Faktisk ser det ud til, at de konsekvent benytter sex som afstressning. Hvis der opstår konflikter, begynder de at parre sig. Bonovoaber har tydeligvis ikke alene øje for artens overlevelse i forbindelse med sex. Sex spiller (også) helt andre roller.
Vi ved ikke, hvordan vores tidlige for-fædre og -mødre har forvaltet deres sexualitet, men vi ved at i samfund, der har levet meget isoleret, har der i nogle tilfælde været kulturelle skikke, der har åbnet for sex mellem kvinder i samfundet og evt. mandlige gæster. Dette har forebygget indavl, og dermed været med til at sikre artens overlevelse.
Organisering af yngelplejen
Hos de fleste abearter er det hunnen, der tager sig af afkommet. En orangotang-mor er faktisk enlig mor i de ca 7 år det tager, før hendes unge kan klare sig selv. I den tid vandrer hun omkring i regnskoven sammen med sin unge – eller sine unger – og først, når de er klar til at stå på egne ben, kommer hun i brunst igen. Andre aberarter organiserer sig anderledes omkring yngelplejen. De samler sig i flokke, hvor mødrene er afhængige af, at der er én han, der varetager deres sikkerhed. Denne ene han har meget at se til. Han skal både beskytte sin flok mod udefrakommende trusler, men også – til stadighed – sørge for at, at alle andre hanner i flokken, ved at det er ham, der er føreren. Alle hunnerne relaterer primært til ham, og i kraft af denne relation og hans indsats, kan de forvente at være i sikkerhed, mens deres unger vokser til. Når mennesker skal have deres unger på benene er det ikke nogen lille indsats, der skal til.
Evolution og kultur
Menneskeunger kræver meget og i lang tid, hvis de skal overleve, og i forskellige samfund organiserer vi os forskelligt omkring denne opgave. Det er her, hvor kultur og struktur kommer ind i billedet. I Danmark – og mange andre vestlige samfund – har vi kulturelle normer, der har medført, at vi har organiseret os på en måde, der lægger op til, at der skal være to voksne, der i samarbejde varetager yngelplejen. Strukturelt og økonomisk lægges der også op til, at begge voksne går på lønarbejde, og for at dette kan lade sig gøre, har vi etableret daginstitutioner og en række kollektive foranstaltninger for gamle, der har brug for hjælp. Disse strukturer opleves af mange mennesker som snerende bånd, der forhindrer dem i at kunne udleve individuelle præferencer og forskelle. Man kan sige, at de strukturer, som tidligere tiders kultur har udmøntet sig i, er tunge at flytte på: Det kan være svært at leve én voksen med børn, det kan være svært at leve to af én indtægt og selv om mange familier varetager yngelpleje på tværs af nuværende og tidligere voksen-relationer, kan det ofte opleves som om man bryder med normen, og det kan opleves vanskeligt. .Man kan vel sagtens sige, at de strukturer og normer, der eksisterer omkring familiedannelse, yngelpleje, bosætning mv. stammer fra en anden tid, og i dag udgør forhindringer for at mennesker kan leve i overensstemmelse med deres værdier, behov og præferencer.
Heldigvis er der masser af mennesker, der tager kampen op, og vedholdende arbejder på at rykke på både normer og strukturer.
Kultur, natur og kvinders sexualitet
Vores kulturhistorie og vores naturhistorie er vævet sammen, men som man kan se ovenfor, kan vi ikke finde svar på, hvorfor vi lever som vi gør hos aberne. Man kan heller ikke pege på noget, der entydigt siger noget om, hvordan evolutionen har haft indflydelse på kvinders sexualitet. Man kan lege med forskellige hypoteser og antagelser, men på bundlinjen må vi konkludere, at kvinders sexualitet er påvirket af mange faktorer. Efter min mening er det hjælpsomt at søge viden om forskellige aspekter, der kan udgøre påvirkninger eller forklaringer. Hver enkelt kvinde vil finde forskellige aspekter oplysende og inspirerende til at forstå og undersøge sig selv ud fra, og på denne måde kan videnskabelig viden (som jo er generaliseret og aldrig passer helt på det enkelte menneske), bruges som noget, hver enkelt kan spejle sig i, og efterhånden etablere sin egen personlige forståelse og oplevelse ud fra
Vil du vide mere?
Hvis du er blevet nysgerrig, kan jeg varmt anbefale en podcastserie fra DR, der hedder “Er der liv på Venus”
