Hvis man i sin tidlige barndom har oplevet, at kontakten til de nærmeste omsorgspersoner var præget af usikkerhed, fravær af stabilitet, og måske traumer, har det stærke effekter ind i voksenlivet, den måde vi fungerer på, og den måde, hvorpå vi indgår i relationer. Man vil ofte være mere ængstelig i mødet med andre mennesker, og have mindre tillid til sig selv, og det man oplever.
Mennesker, der har skullet holde meget øje i deres opvækst, er gode til at holde øje. De SER andre mennesker endnu tydeligere og hurtigere end andre mennesker gør.
Utryg tilknytning
Hvis du er præget af en utryg tilknytning, vil det ofte være sådan, at det, der er en stemme i dig, der hurtigt undergraver det du ser og sanser. Den indre stemme skaber tvivl ved det sansede. Den sige ting som: “Du skal ikke være naiv”, “Du har brændt dig før, hav ikke tillid!” osv.
Når du på denne måde undergraver dine egne første indtryk og vurderinger, mangler du et fundament at stå på i forhold til at navigere i det, der videre udspiller sig i relationen. Der er tvivl og usikkerhed til stede, og det bliver svært at aflæse den anden. Du fyldes måske af en frygt, som du fornemmer er ubegrundet, eller du pendulerer imellem at føle tillid og mistillid, og der kan komme mange negative tanker dig selv.
Det kan også være sådan, at du har lukket for næsten al tillid, og næsten uanset, hvad du måtte SE i det første øjeblik, udelukker du alt andet end mistillid.
Der er tale om måder at fungere på, der er grundlagt helt tidligt i vores liv, i samspillet med vores forældre eller de omsorgspersoner, der var i forældres sted for os. Små børn har brug for omsorgspersoner, der er stabilt tilgængelige. Der spejler barnets indre tilstand, ser dets interesser og behov og forsøger at imødekomme dem.
Tryg tilknytning
Når det lille barn oplever, at dets omsorgspersoner er tilstede som pålidelige støtter, der dels kan rumme egne emotioner, og dels kan rumme barnets, udvikler barnet sig i en tryg ramme. Barnet støttes i at møde andre menneskers blik, SE dem, og anerkende det, som SES.
En tidlig barndom, hvor man har kunnet regne med en stabil og støttende omverden, giver en ro og et overskud til at håndtere mødet med andre mennesker. Man vil være tilbøjelig til at have tillid til sin egen vurdering af andre mennesker. Man vil som regel forvente noget godt fra andre, og føle en overbevisning om, at man er i stand til at håndtere det, der måtte komme fra andre.
Healing af effekter af en utryg opvækst
Du kan ikke lave om på den barndom du har haft, men du kan godt heale effekterne. Du kan heale noget af det, som evt. utryghed i relationerne til dine nære omsorgspersoner, har efterladt dig med. Healingen er nært forbundet med erfaringer af at blive mødt, spejlet og rummet af andre mennesker i trygge rammer.
Hvis du opsøger en psykoterapeut er det vigtigt, at den terapeut du vælger at samarbejde med, er i stand til at rumme sine egne emotioner, være nærværende, stabil og balanceret. Terapeuten skal kunne hjælpe dig med at rumme de emotioner du oplever, når du taler om svære ting. Det vil sige, at psykoterapeuten er i de svære følelser sammen med dig, uden at blive bange, uden at blive overvældet, men med indføling og forståelse. Når dette er muligt, kan I sammen tale om, og være med svære ting, der er sket: Traumer, angst, skam og sorg, Og sammen kigge på de hændelser, der er forbundet med disse følelser.
Hvad er et Traume?
Når vi oplever noget, som gør for ondt, kapsler vi det ofte inde i os selv, og forsøger at undgå det, samtidig med, at det på smertelig vis er tilstede i vores liv og bevidsthed. Når andre ting minder os om traumet, forsøger vi også at undgå dem. Det er noget af det, der kendetegner et traume.
Sammen med en psykoterapeut kan det være muligt, at åbne til det indkapslede – til traumet. Det skal foregå i det tempo, der føles godt for den enkelte. Og terapeuten hjælper dig med at finde ud af, hvad du er parat til at se på. Når det indkapslede får lys og luft i tæt følgeskab med én man har tillid til, vil man som oftest opleve, at det letter.
Traumeterapi
Når jeg arbejder med traumer, angst, skam og smerte, er jeg i det, der fylder for dig sammen med dig. Jeg lytter til fortællingen om det, der er hændt. Mens jeg lytter danner jeg indre billeder af det jeg hører om. Ofte bliver jeg opmærksom på, at der, i det billede jeg får for mit indre, er huller. Der er ofte aspekter af fortællingen, som helt er udeladt. Når jeg spørger, viser det sig tit, at det er vigtige ting, der er blevet lukket ude af fortællingen, fordi det, der skete var slemt. De vigtige ting har stor betydning. De kan handle om en indre vished om, at det, der foregik ikke var i orden, om at ingen mennesker må blive udsat for dét du blev udsat for. De kan handle om de ting du selv gjorde, for at modvirke det, der skete, eller forsøg på at passe på dig selv eller andre. Det kan også være andre ting. Ressourcer, som hidtil har været overset eller undervurderet. Aspekter, der viser sig at være vigtige at få kigget på, og få trukket med ind i fortællingen om det, der skete.
Når vi på denne måde taler om det, der er sket, og også inddrager de ting, der før var overset, vokser der en anden måde at se, og forstå det skete frem. Fortællingen udvides. Det hele begynder at tage sig anderledes ud. Sammen får vi vristet traumet ud i strakt arm, så det er til at kigge mere distanceret på det, uden at effekterne overvælder dig. Du begynder at kunne få mere plads til at være dig, og bedre mulighed for at holde fast i dig selv, og ikke blive overvældet af effekterne af tidligere tiders ubehagelige hændelser.
I den psykoterapeutiske proces bliver der slået en kile ind i indkapslingen. Smerten begynder at sive ud, og der kommer mere frihed og glæde til stede.
Det er i grunden sært, at det kan føre til lettelse og glæde at tale om meget smertelige erfaringer i livet. Og så alligevel ikke, for det er forbundet med det jeg skrev om tidligere: Oplevelsen af at blive mødt, rummet, forstået i en tryg ramme. Oplevelsen af at læne sig ind i en tryghed og tillid, og dele smerten med det menneske, der tilbyder det trygge møde og samvær. Denne erfaring er i sig selv healende og opløftende. Som regel oplever jeg, at de mennesker jeg taler med, får oplevelsen af, at kunne noget. Kunne klare meget. De får øje på deres egne ressourcer, deres eget mod, noget de faktisk er stolte af eller tilfredse med.
Over tid oplever jeg også, at mennesker kan heale de tidlige erfaringer af ikke at være blevet mødt og rummet af stabile omsorgspersoner. De erfarer, at det er muligt at have tillid til andre mennesker igennem vores samtaler, og det blik de får, for hvad der også foregår i det liv de lever lige nu, og de relationer de har i deres liv, og det er opløftende.
Hver gang jeg har haft sådan en samtale føler jeg dyb taknemmelighed. Jeg føler mig beæret over at blive vist tillid, og jeg oplever, at min verden bliver større, og mit liv rigere af at blive inviteret ind i et andet menneskes liv på denne måde.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere.
Og du kan læse om hvordan psykoterapien foregår.
