Tryg tilknytning Par- og psykoterapeut Sara Vafai-Blom

Dine tidlige tilknytningserfaringer har afgørende indflydelse på den måde, hvorpå du senere i livet indgår i nære relationer. Hvis du forholdsvis nemt indgår i og bevarer trygge relationer i dit voksenliv, har du efter al sandsynlighed fået god hjælp til at håndtere frygt og psykisk smerte da du var spæd og barn. Du har også oplevet at få plads og støtte til at udvikle selvstændighed.

Når vi fødes er vores nervesystem slet ikke færdigudviklet, og vi er helt afhængige af at modtage sensitiv respons på vores mange forskellige behov. Vi har brug for nære omsorgspersoner, der er indstillede på at forsøge at forstå og imødekomme os.

Når det sker, udvikler vi et nervesystem, som gør os i stand til i meget høj grad at regulere os selv. Vi udvikler os til at blive trygge og tillidsfulde mennesker, der betragter verden som et sikkert sted. Vi får en holdning, der siger “det skal nok gå. Jeg skal nok klare det, og hvis det bliver svært, får jeg helt sikkert hjælp.” Med denne grundlæggende holdning til os selv, verden og andre mennesker, begiver vi os tillidfuldt ind i nære relationer med andre mennesker – F.eks. vores partner.

Tryg tilknytning betyder tillid – også når det bliver svært

Hvis dette er vores udgangspunkt, har vi også forholdsvis god elastik til at kunne rumme, når andre mennesker bliver bange eller utrygge, trækker sig, bliver en smule aggressive eller på anden måde bliver grebet af deres emotioner. Den grundlæggende holdning indeholder nemlig også et program til denne type af situationer, som siger noget i retning af: “Han mener det nok ikke galt”. “Hun bliver tilnærmelig igen om et øjeblik, og så kan vi tale om, hvad der sket, og finde en god løsning sammen”. “Han trækker sig nok, fordi han har brug for et øjebliks fred, så vender han nok tilbage igen, og vi har det rart og blødt sammen igen”. Osv. osv”

Man har fået den grundlæggende opfattelse, at man kan have tillid til, at andre vil én det godt, at man kan trække på andre, når man har behov for at blive beroliget, og at man derved selv er en person, som andre synes, at de gerne vil vise omsorg og kærlighed.

Sådan skabes tryg tilknytning

Tryg tilknytning handler således om meget mere og andet end at der blev sørget for, at du var mæt, varm og tør, da du var spæd og barn. Det handler om, at dine nærmeste omsorgspersoner var i stand til at se og forstå, at du var et selvstændigt individ – selv da du var spæd – at du have ønsker og intentioner, men også behov for støtte, omsorg og selvstændighed. Alt sammen behov, som du havde brug for, at dine nærmeste omsorgspersoner mødte med anerkendelse, varme, ømhed og omsorg. Det havde du naturligvis brug for hele tiden, men i særdeleshed, når du var bange eller havde brug for trøst.

Det er et naturligt instinkt for et barn at søge nærhed, når det er bange, og lige så naturligt, at det nysgerrigt undersøger verden, når det er trygt. Det er kun, hvis tilknytningsrelationen ikke rigtig fungerer, at barnet begynder at udvikle alternative strategiver. Hvis de nære omsorgspersoner ikke selv har det godt nok til, at de er i stand til at skabe en tryg og støttende tilknytningsrelation, vil barnet begynde at tilpasse sig omsorgspersonerne. Barnet vil forsøge at sørge for, at de nære omsorgspersoner har det godt i håb om på den måde selv at kunne komme til at føle en form for tryghed. Barnet går efter det næstbedste; en erstatning for den egentlige tryghed, og der opstår det man kalder utryg tilknytning.

I tilknytningsteorien taler man om tre forskellige former for utryg tilknytning: