Mange mennesker oplever jalousi. Det er aldrig sjovt, men hvis det er mild grad, kan det være en erfaring, der er med til at man bliver klogere på sig selv, sin partner, og sit parforhold. Overvældende jalousi kan derimod blive ødelæggende både for en selv, ens partner og ens parforhold.
Hvis du læser det her, er det nok, fordi du selv er ramt af jalousi, eller, fordi du har et menneske tæt inde på livet, der er ramt af jalousi. Hvis du er ramt af jalousi, og læser dette, skal du klappe dig selv på skulderen, for så har du allerede taget et vigtigt skridt. Hvis du har et menneske tæt inde på livet, der kæmper med jalousi, kan du blive klogere på, hvorfor det er svært at tale åbent om, og hvordan I evt. kan hjælpes ad med at slippe fri af jalousiens klør.
1. Erkend, at du er ramt af jalousi
Desværre er jalousi næsten altid forbundet med skam. Skam er en følelse vi forsøger at fjerne os fra, og derfor kan det være svært at trænge igennem skammen, og se i øjnene, at du bliver ramt af jalousi. At jalousien fylder for meget i dit liv, og at jalousien er ødelæggende. Derfor er det aller første skridt du skal tage, når du vil fri af din jalousi, at du skal se dig selv i øjnene, helst med kærlighed, og foretage den svære indrømmelse.
2. Tag ansvar for din jalousi
Når du har taget det skridt, er du allerede nået langt. Det næste skridt er, at du skal tage ansvar for din jalousi. Det er dig, der bliver ramt, det er din jalousi, og det er dit ansvar at arbejde med den. Du kan både bede din partner, og andre i dine omgivelser om hjælp til din proces, men du skal se i øjnene, at det er din proces, og dig, der skal gøre arbejdet. Det er dig, der skal befri dig for din egen jalousi.
3. Tal med din partner om din jalousi
Er du der stadig?For mange kan trin nummer 2 være en svær nød at knække, for der er en vedholdende stemme inden i, der siger “Jamen, det er jo fordi hun…….”, og det kan være, at der er ting din partner gør, som ikke er så betydningsfulde for hende eller ham, og som trigger din jalousi voldsomt. Hvis din partner er OK med det, kan det være, at I sammen kan aftale, at hun eller han undlader at gøre lige netop den ting, i en periode, mens du arbejder med jalousien. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at du taler med din partner om din jalousi. Fortæl hende eller ham om, at det er svært at tale om, og at du gerne vil arbejde med din jalousi. Hvis du ønsker, at få hjælp, kan du spørge din partner om hun eller han vil hjælpe dig. Det er dejligt, at opleve det som et fælles projekt, men husk hele tiden, at ansvaret er dit. Du kan fortælle din partner om, hvad det er du bliver jaloux over, og du kan lytte til, hvordan din partner oplever de situationer. Måske er du bange for at miste din partner, når hun eller han går i byen, og så kan det være vigtigt, at få et realitetscheck hos din partner, og høre, hvordan hun eller han oplever det at gå i byen.
Det kan være godt at få talt om, hvad I hver især betragter som utroskab, og hvad der giver glæde og opløftelse i samværet med andre mennesker. Husk, at I er forskellige. Forsøg at være nysgerrig på din partner. Samtale handler ikke om, at I skal blive enige. Den handler om at lære om hinanden, så I skal lytte, også selv om det kan være svært. Måske kan det være en hjælp at skrive lidt ned af det din partner siger, så du har det som en hjælp i dit videre arbejde med din jalousi.
Det kan også være, at I kan lave nogle aftaler om nogle måder din partner kan hjælpe dig på. Måske er den en hjælp for dig at få en SMS et par gange i løbet af aftenen, når I ikke er sammen, og hvis din partner har det fint med det, kan I aftale at prøve det af i en periode. Når perioden er forbi, skal I sætte jer sammen og tale om, hvordan det fungerer for jer hver især, og evaluere om det stadig er en god idé at fortsætte.
4. Lær din jalousi at kende
Du skal lave et lille forrskningsprojekt omkring din jalousi, og lære den godt at kende. Jeg vil anbefale dig at købe en notesbog til formålet (men lad nu ikke notesbogen stå i vejen for at komme i gang. Et hvilket som helst stykke papir kan bruges). Det er godt, hvis du arbejder med forskningsprojektet løbende, og ikke kun, når du er ramt af jalousien.
Kig tilbage, og skriv lidt til dig selv om, hvordan og hvornår du har oplevet jalousi tidligere. Hvad udløste den? hvad gjorde du? Hvilken effekt havde det på dine omgivelser og dig selv? Hvordan kom du ud af jalousiens greb?
Begynd også at holde øje med dig selv. Læg mærke til, og skriv ned, når du mærker jalousi, også selv om det er ganske lidt. Hvad udløser jalousien? Hvordan havde du det lige inden? Hvad skete der så? Hvad følte du? Blev jalousien hurtigt voldsom, eller byggede den mere langsomt op? Hvad gjorde du, og hvilke effekter havde det? Hvordan kommer du ud af jalousien?
Du er nu igang med et studie, der kan vise dig noget om, hvor det er aller sværest for dig, hvilke handle muligheder du har for at afværge at jalousien tager dig, og i det hele taget, hvilke knapper og håndtag der er involveret, og som du kan hive i, og dreje på for at undgå, at det eskalerer. Du kan komme til at opleve, at du får flere handlemuligheder, og i højere grad kan kontrollere situationen.
5. Tal med andre om din jalousi
I mens du laver dit studie af dig selv, og din jalousi, kan du dele dine tanker, følelser og iagttagelser med din partner og med en eller flere andre, der står dig nær. De fleste vil kunne genkende noget af det du deler med dem, og nogle vil kunne genkende meget. Det er godt at tale om jalousien, fordi det er med til at fjerne det greb skammen har om dig, og fordi det kan være en hjælp at opleve, at du ikke er alene, og fordi andre vil kunne hjælpe dig, når du har det svært.
Når du studerer din jalousis væsen, og taler med andre om den, bliver det efterhånden lettere at acceptere den. Det er nødvendigt, at du accepterer at jalousi er en del af dit liv lige nu, for at du rigtigt kan komme til at arbejde med den, og komme fri af den.
6. Tal dig selv til fornuft
Når der er noget, der trigger din jalousi, kan du efterhånden begynde at få øje på det, og hjælpe dig selv til ikke at blive voldsomt grebet af jalousien. Noget af det du kan gøre, er at tale med dig selv. Tag et realitetscheck: Hvad har din partner fortalt dig om, hvordan hun eller han selv opfatter de ting, der trigger dig? Måske har hun eller han fortalt, at hun eller han bliver glad, og opløftet af at gå ud og danse, og slet ikke er interesseret i at flirte eller etablere erotisk kontakt med andre. Eller du har fået at vide, at din partner elsker at glemme tid og sted på en tur i skoven, og give sig selv lov til at synke ind i naturen. Det er en måde at lade op på, og betyder ikke, at du er mindre elsket.
7. Pas på hinanden
Dit arbejde med din jalousi skal ikke blive din partners byrde, men din partner kan hjælpe dig. Når du arbejder med at komme fri af din jalousi, er det en stor hjælp, hvis din partner sørger for at du ved, at du er elsket, og værdsat. Du og din partner kan tale om, hvad der får jer, hver især til at føle jer trygge og godt tilpas, og I kan forsøge at give hinanden det, der er brug for.
Hvis jalousien fører til vold, skal I søge hjælp.
Har du spørgsmål, eller kommentarer hører jeg gerne fra dig.