Ambivalent tilknytning

Ambivalent tilknytning grundlægges i barndommen. Når børn kommer til verden er de helt hjælpeløse, og slet ikke færdigudviklede. For at kunne udvikle sig, er de afhængige af, at der er omsorgspersoner, der varetager deres behov. Ikke blot deres behov for mad og varme, men også deres behov for at blive mødt med sensitivitet, med relevant stimulans, beskyttelse og udfordring.

Børn har behov for at opleve at de bliver set og mødt på egne betingelser, kan regne med indfølende støtte og nærhed. Når disse betingelser er tilstede, udvikler børnene det man i tilknytningsteorien kalder et trygt tilknytningsmønster. De tilegner sig et grundmodel for, hvad det vil sige at være tæt med et andet menneske, der giver dem forudsætninger for at indgå trygt i nære relationer. Det er imidlertid ikke altid sådan livet former sig, og det kan resultere i, at barnet udvikler det, der kaldes et utrygt tilknytningsmønster. I tilknytningsteorien taler man om tre forskellige former for utryg tilknytning: undvigende/afvisende tilknytning, ambivalent/nervøs tilknytning og desorganiseret tilknytning.

Hvordan opstår et ambivalent tilknytningsmønster

Når et barn oplever, at dets nærmeste omsorgsperson er bundet op i egne indre og ofte ustabile tilstande og ikke kan rumme dets behov, må det nødvendigvis blive i tvivl om, hvorvidt det kan være sikker på, at dets behov for nærhed eller stimulering vil blive imødekommet, eller på hvilken måde det evt. vil ske. Barnet oplever en uforudsigelig adfærd, der indebærer, at omsorgspersonen nogle gange er tilgængelig og kan tilbyde en slags nærhed og omsorg, og andre gang ikke er mentalt og følelsesmæssigt til stede. Samspillet mellem barnet og omsorgspersonen foregår på den voksnes præmisser og med afsæt i den voksnes behov. Når den voksne tilbyder omsorg kammer det over i overinvolvering og omsorg, der opleves invaderende. På grund af den voksnes ustabile indre, kan vedkommende ikke holde til, at barnet afviser den invaderende omsorg, så barnet oplever, at det er forbundet med straf, hvis det giver udtryk for, at det er for meget. Barnet bliver ikke opmuntret til selvstændighed, men udsættes for en omklamrende beskyttelse. Uforudsigeligheden medfører, at barnet udvikler en alt for stor årvågenhed og optagethed af omsorgspersonernes behov og humør. Den nære omsorgsperson til ambivalent tilknyttede børn vil have svært ved at rumme barnets selvstændighedsbehov, og er ikke i stand til at tilbyde alderssvarende omsorg. I stedet ses barnet mindre og mere afhængigt, end det er.

Barnets reaktion på den skiftende omsorgsform

Når et barn oplever, at den nærmeste omsorgsperson er utydelig, skrøbelig og ustabil opleves det som utrygt og skræmmende. Barnet konkluderer, at det må tage sig af omsorgspersonens behov for at opretholde tilknytningsrelationen. Barnet lærer, at det får egne tryghedbehov dækket ved at give noget først. Livet bliver et regnskab over hvem der skylder hvem, hvor meget. Barnet lærer, at der er visse ting, der er særligt svære for omsorgspersonen at rumme: selvstændighed, udforskning, uafhængighed, vrede og behov for omsorg på egne præmisser. Når barnet bliver voksen, er det derfor naturligt at undgå disse følelser. Strategien bliver at gøre sig lille, hjælpeløs og afhængig, at udtrykke såvel sine omsorgs- som selvstændighedsbehov på en indirekte måde, maksimere andres betydning og ikke stå ved at man er voksen. Man rækker ud og skubber væk på samme tid.

Den voksne med ambivalent tilknytningsmønster

Voksne, som er prægede af et ambivalent tilknytningsmønster er oftest prægede af at være ængstelige. Den voksne grubler og bekymrer sig og er optaget af at holde øje med andre. Man er orienteret mod andres behov. Ofte foregår det på en underspillet men manipulerende måde. Ofte er der tale om besiddende og kontrollerende adfærd. Den voksne med ambivalent tilknytningsmønster bliver forholdsvis nemt frustreret, hjælpeløs og oplever sig som sat i offerposition. Det ukendte og uforudsigelige er voldsomt skræmmende. Der er ofte en stor skepsis overfor andres intentioner. Mistillid og umætteligt behov for omsorg og nærhed kombineret med stor frygt for at miste. Der er et regnskab, hvor man giver for at få noget tilbage. Det menneske, der er præget af ambivalent tilknytning føler ofte en længsel efter omsorg, som ikke kan tilfredsstilles. Det betyder, at vedkommende ofte vil udvise en ekstrem omsorg for andre, som dog vokser ud af frygt og som en del af regnskabet. Det er en selvbeskyttelsestrategi, der går ud på, at man gør sig lille og afhængig i håb om at opnå venlighed og omsorg.

Denne form for emotionel påtrængenhed kan let føre til negative reaktioner fra andres side, og på den måde får man bekræftet, at ens medmennesker er upålidelige og uvillige til at give det, man har behov for.