Endnu flere redskaber til kommunikation. Par- og psykoterapeut Sara Vafai-Blom

God kommunikation i parforholdet

Har I svært ved at kommunikere? Her er en guide til hvordan I får det til at fungere.

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Spring til indhold

7 ting du kan gøre for at finde en partner

”Jeg kan ikke finde en partner! Jeg har prøvet alt! Jeg har været på Tinder, jeg har købt nyt tøj, jeg går i fitness, jeg har spurgt min tandlæge om jeg har dårlig ånde, og lige meget hjælper det. Når jeg endelig møder én, og vi aftaler at mødes, sker der hver gang det, at hun efter to til tre gange siger ”Jeg er alligevel ikke helt klar” eller ”Jeg er ikke så færdig med min tidligere kæreste som jeg troede” eller ”Jeg kan mærke, at jeg ikke har tid nok i min hverdag lige nu til også at rumme et parforhold”. Jeg er SÅ træt af det, ked af det og opgivende. Er jeg virkelig så grim? Hvad skal jeg gøre? Er der virkelig ikke nogen til mig?”

7 ting du kan gøre for at finde en partner. Psykoterapeut Sara Vafai-Blom

Det er ikke så få gange, jeg har oplevet at et menneske er kommet til mig, og har indledt vores samarbejde med udsagn som dette, som så har været vores fælles afsæt, for både at kigge dybere, tilbage i tiden og frem.

Vi har alle gode grunde til at gøre, hvad vi gør. Hvis vi for eksempel lever uden rigtig at mærke vore følelser eller behov, er det en måde at være i livet på, som vi har udviklet, fordi det har givet mening engang. Måske lærte vi ikke at mærke følelser og behov i vores opvækst, fordi ingen omkring os gjorde det, eller måske var vi nødt at afskære kontakten til vore følelser og behov, fordi der ikke var plads til dem hos vores nærmeste omsorgspersoner. Vi har tilknytningsmønstre med os fra relationen til vores tidlige omsorgspersoner, som i høj grad påvirker vores evne til at indgå i relationer, men der kan også være erfaringer fra resten af vores liv, der udøver indflydelse. Det kan være værd at kigge ind i disse ting i et psykoterapeutisk forløb, for at få ryddet nogle barrierer af vejen for at kunne komme ind i og blive i et parforhold. Men du kan også selv tage fat, og forsøge at gøre noget for at ændre situationen.

7 konkrete råd, der hjælper dig til at kunne finde en partner

Her og nu er vi i afdelingen for råd til, hvad du selv kan gøre for at øge sandsynligheden for, at du kan komme til at indgå i et parforhold, kunne have et godt parforhold og bevare et parforhold. Der er helt konkret 7 personlige kompetencer du kan undersøge og evt. udvikle:

Bliv bedre til at ”bede om”:

Prøv at holde øje med, hvordan det er for dig at skulle bede om noget, der vedrører dig selv; bede om, at nogen tager hensyn til dig; imødekommer dit behov eller hjælper dig. Eller måske føles det ubesværet for dig at ”bede om”, og til gengæld er det dig helt umuligt at forstå, at andre ikke bare beder om det de har brug for. Måske er du utilbøjelig til at sikre dig, at du får et indblik i, hvad andre har brug for, hvis de ikke udtrykker det klart og tydeligt, og får ikke spurgt ind.

Bliv bedre til at ”tage”:

Frem for at sige: ”Jeg vil nødig tage din tid”, kan det være godt at kunne sige: ”Må jeg tage noget af din tid?” Og så i øvrigt tillade dig selv at falde ind i en følelse af at have lov til; at være berettiget til; at nyde og at være helt til stede og engageret. Hvis du tillader dig selv at nyde noget, tillader du også dig selv at være fuldt til stede og ikke optaget af alt muligt andet, som f.eks. dine forestillinger om andres behov, andres tanker eller andres vurderinger.

Bliv bedre til at ”modtage”:

At modtage kan være noget af det aller mest sårbare overhovedet. Hvis du virkelig skal give dig hen til at kunne modtage, kræver det, at du kan holde til en følelse af udsathed, sårbarhed og hjælpeløshed. Det kræver, at du har det så tilpas godt med dig selv, at du kan komme overens med, at der er en anden, der kan lide dig og accepterer dig som du er. At der er en anden, der har et ønske om at bidrage til, at du føler dig godt tilpas. Du er nødt til at turde tillade, at der er en anden, der faktisk ser dig og lærer dig at kende. Det er langt mere sårbart at ”modtage” end at ”give”.

Bliv bedre til at ”give”:

Hvis du er den store giver, kan være en strategi til at undgå at andre kommer tæt på; til at undgå at mærke din sårbarhed; til at forsøge at opnå accept for hvad du gør. Det er en endeløs kamp, der aldrig fører dig til en følelse af at være elsket, for hvem du er. Måske giver du for at undgå, at nogen bliver utilfredse med dig. 

Bliv bedre til at ”dele”:

Hvis det er uanstrengt for dig at dele, er det udtryk for, at du har let adgang til følelser som gensidighed, fællesskab, rigelighed og samhørighed, som alle sammen giver fordele i forhold til parforhold. Det kan også være, at du oplever følelser som mangel, at være forfordelt, uretfærdighed eller måske trussel mod din sikkerhed i forbindelse med det at dele. Det kan give noget bøvl, når du gerne vil finde en partner, og være noget du måske har lyst til at arbejde med.

Bliv bedre til at ”sige nej”:

Mange mennesker har svært ved at give sig selv retten til at sige ”nej”. Det føles som om, at man skal sige ”ja” til alt, for at være i orden, elsket eller accepteret. Men hvis du ikke kan sige ”nej”, påvirker det kvaliteten af dit ”ja”, og ofte skader det både os selv og vores relationer, når vi ikke får sagt ”nej”. Måske har du ikke lært at sige ”nej” på en stille og rolig måde. Måske er din livserfaring den, at du undertrykker dit nej så længe, at når du endelig siger ”nej”, sker det i form af en slags eksplosion. Måske kan det være en hjælp for dig at undersøge, hvad du har lært – igennem din opvækst – om konsekvensen af at sige ”nej”, der måske forhindrer dig i at tage ordentlig vare på dig selv og den sammenhæng du befinder dig i.

Bliv bedre til at lege:

Det kan være hjælpsomt at udvide forståelse af, hvad det vil sige at lege. Ikke blot tænke det som en aktivitet for børn, men mere tænke det som en sindstilstand. En sindstilstand, der er præget af kreativitet, fleksibilitet, åbenhed, mulighedstænkning og ubekymrethed. I legen kan alt overkommes, alt kan transformeres til det, der måtte være brug for – en gryde bliver en hjelm, en sten bliver et brød osv. – I den legende sindstilstand er man medskaber af virkeligheden, der findes ikke begrænsninger, og du kan være, hvem og hvad du vil. Det er en kæmpe ressource at kunne træde ind i en legende sindstilstand.

Ønsker du hjælp til at bryde de dårlige mønstre?

Tilknytningserfaringer spiller en afgørende rolle, når du forsøger at finde en partner. Jeg tilbyder et særligt Tilknytningsforløb, hvor vi arbejder med at heale utrygge tilknytningsmønstre og tilknytningssår. Du kan læse mere om forløbet og tilmelde dig her.


Seneste indlæg om parforhold

Se billede af par- og psykoterapeut Sara Vafai-Blom, roskilde

Sara Vafai-Blom

Psykoterapeut og parterapeut
Jeg har beskæftiget mig med psykoterapi, parterapi og selvudvikling siden 1993.

Tlf: 30 64 16 12