Endnu flere redskaber til kommunikation. Par- og psykoterapeut Sara Vafai-Blom

God kommunikation i parforholdet

Har I svært ved at kommunikere? Her er en guide til hvordan I får det til at fungere.

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Spring til indhold

Kommunikation er også at lytte

Noget af det, der aller først går fløjten, når det begynder at blive svært i parforholdet, er viljen og evnen til at lytte. Det der er så sørgeligt er, at lige præcis dette betyder, at der skrues op for den nedadgående spiral, der gør det sværere og sværere for jer at kommunikere og at have det parforhold I længes efter. På den anden side er det opmuntrende, at det faktisk betyder, at det gør en kæmpe forskel, hvis I hver især begynder at arbejde med jeres evne og vilje til at lytte. Det vil meget hurtigt smitte af på jeres kommunikation og på jeres forhold.

Kommunikation er også at lytte. Par- og psykoterapeut Sara Vafai-Blom

Kender du det?

Måske er det allerede begyndt at gå skævt i dit forhold. Hvis det er tilfældet, sker der hurtigt det, at dit hoved bliver fuldt af alt det, du selv vil sige, så du ikke kan høre, hvad din partner siger. Eller du føler dig overvældet af ind partners talestrøm, og dit system lukker ned. Måske lytter du mest efter, hvornår din partner trækker vejret næste gang, så du kan komme til at bryde ind, og sige det du selv er fuld af, eller du hører ikke rigtig efter, fordi du bare forventer at høre det, du allerede har hørt masser af gange. Du lytter måske (underbevidst), efter noget din partner siger, der bekræfter, det du allerede forventer, at hun eller han vil sige. Måske føler du dig så forurettet, at det føles rimeligt, at det næsten udelukkende er dig, der taler, eller du føler, at din partner er frygteligt uklar og ufokuseret, og der er absolut brug for, at du til stadighed bryder ind for at skabe klarhed og fokus. Det kan også være, at du synes, at din partner ingenting siger, og at du derfor taler en hel masse – måske stiller en masse spørgsmål – for at få din partner på banen. Måske har din partner sagt noget, som du er blevet oprevet over, og resten af hendes eller hans udtryk hører du slet ikke, fordi det bruser så voldsomt inden i dig. Der er mange variationer over det samme tema: Du og I lytter ikke til hinanden, og det skader jeres kommunikation og jeres forhold.

Hvad sker der, når I ikke lytter?

Hvis I er havnet i en situation, hvor I er holdt op med at lytte til hinanden, er jeres kommunikation formentlig blevet noget, der begynder at ligne en kampplads. I oplever nok i tiltagende grad at I fjerner jer fra hinanden. Der er stor sandsynlighed for, at I begge oplever den anden som uforstående, egoistisk, hensynsløs osv. Det betyder, at den der tidligere var din nærmeste lige så langsomt, begynder at fremstå som en modstander. Du kommer efter al sandsynlighed til at føle dig ensom, ikke-set og -forstået måske efterhånden også uelsket og utryg. 

Hvad kan I gøre?

Det er lettest at ændre den negative dynamik, hvis I begge er opmærksomme på den, men hvis din partner ikke er interesseret, villig eller motiveret kan du selv arbejde med at forbedre din lytning. Uanset om det er noget I begge beslutter at have fokus på, eller noget du beslutter at have fokus på, vil jeg råde dig til at koncentrere dig om det du selv gør, frem for at begynde at kommentere din partners lytning. Det vil formentlig ikke fremme jeres kommunikation.

8 råd til hvordan du bliver en bedre lytter

1. Lyt for at forstå

At lytte handler ikke kun om at lade ord komme ind igennem ørerne. Det handler også om hvad din intention er med din lytning. Lytter du for at finde fejl, finde bevis for at din partner har været hensynsløs og ligeglad, eller for at få ret. Eller lytter du med den hensigt at forsøge at forstå og lade dig informere? Lytter du efter intentionen og følelserne bag de ord din partner siger? Husk at det at lytte er en mulighed for at blive inviteret med ind i din partners indre univers, en mulighed for at få kendskab til og måske forstå din partner.

2. Dobbelt lytning

Mens du lytter til din partner, kan du måske også lytte indad: “Hvad sker dig i mig, mens min partner taler? Bliver jeg vred, føler jeg mig forurettet, får jeg lyst til at modargumentere, kan jeg overhovedet bevare en åben lytning?” Du kan opdage hvis du begynder at lukke af. Hvis du ikke magter at lytte længere, kan du give udtryk for, at det er svært at bevare roen, og at du har brug for en pause. Sæt tid på pausen og vend så tilbage.

3. Sæt dig selv til side

Dine meninger, erfaringer og synspunkter er ikke i fokus når du vil lytte til din partner. Sæt det der sker i dig til side for en stund, og hold i stedet fokus på at aktivere din indlevelse, din tålmodighed, din koncentration og dit nærvær. At lytte handler også om at opgive kontrol og styring og om at være tilstede i nuet. At give plads til at din partner udtrykker sig og taler færdigt. Hvis du ikke kan rumme mere, er det – som nævnt ovenfor – vigtigt, at du siger det til din partner. Tag en pause. Aftal hvornår I vil fortsætte.

4. Skab trampolin-effekt

Når du lytter, kan du forestille dig, at du fungerer som en trampolin for din partner. Du bouncer med. Du giver efter, når din partner rammer, og løfter ham eller hende højere op. Du forstærker, åbner og arbejder med. 

5. Skab – og hold – en tryg atmosfære

Din rolle er overordnet set at skabe en atmosfære, hvor din partner føler sig tryg nok til at kunne tale om sine sårbare sider og ikke har følelsen af at skulle forsvare sig. Undlad at lytte efter fejl, stil ikke spørgsmålstegn ved din partners følelser eller oplevelser og forsøg ikke at drage konklusioner.

6. Vis at du lytter

Vis at du lytter, skab et støttende klima, giv selvtillid. Du sidder ikke og ryster på hovedet, vender øjne, vender dig væk, sukker og pruster. Dette vil med meget stor sandsynlighed skabe utryghed, distraktion, og agression. Vis derimod, at du er der og er interesseret. Det kan du gøre med dit blik, din stemme og din krop. Se på din partner. Det er muligt, at din partner kigger væk, når han eller hun tænker sig om, siger noget der er sårbart eller i andre situationer, men lad dit blik være et sted, som din partner kan vende tilbage til og finde støtte i. Lav evt. små støttende lyde, der viser, at du følger med og er positivt stemt ”mmmm”. Drej din krop mod din partner og nik lidt ind imellem. 

Hvis du føler, at det kan være en hjælp for din partner, kan du stille nogle spørgsmål, som du føler kan bidrage til at din partner kan udtrykke det som hun eller han forsøger at udtrykke. Stil kun åbne spørgsmål, der ikke indeholder vurderinger eller konklusioner. 

Du kan også gentage noget din partner har sagt. Du kan f.eks. sige ”Det som jeg har forstået er, at du er optaget af …….” Hold dig meget tæt til din partners ordvalg og formuleringer, så din partner føler sig spejlet og hørt. Undlade at konkludere.

7. Giv tid

Undlad at afbryde og vær tålmodig. Når din partner får lov at tale færdig og oplever at du er engageret og nærværende, er der stor sandsynlighed for, at det øger følelsen af tillid og tryghed. Det øger tilknytningen imellem jer. Lad dig ikke forstyrre, når du lytter. Gør ikke andet samtidig med at du lytter. Vær ikke bange for pauser og tøven. Lad dem være der, måske er de begyndelsen til noget nye eller andet. Du kan også spørge: ”Det lød som om, at der måske var noget mere du ville have sagt som det du talte om lige før, eller tog jeg fejl?”

8. Skru op for din empati

Du kommer måske til at høre ting du ikke er enig i, kan forstå eller ville ønske var anderledes. Forsøg ikke at argumentere eller diskutere. Forsøg i stedet at sætte dig i din partners sted. Hvis din partner f.eks. fortæller om at hun eller han kan komme til at føle sig nedprioriteret i nogle situationer, kan det være, at du ikke kan forstå det. Det kan også være at du ville ønske at din partner ikke fik den følelse, men i stedet forsøgte at forstå dig eller noget andet. Det er lige meget, for uanset, hvad du mener, tænker og synes, kan du forsøge at sætte dig i din partners sted: ”Hvordan er det mon at føle sig nedprioriteret af sin elskede?” ”Ikke rart!” Hvis du på denne måde kan aktivere din empati mens du lytter, kan du virkelig blive klogere på din partners handlemåder og måske undgå misforståelser.

Hvordan vil du gerne have, at din partner lytter?

Hvis du føler at din partner ikke lytter, når I taler sammen, kan du forsøge at tale med ham eller hende om det. Men vær opmærksom på, hvordan du griber denne samtale an! Undlad at kritisere eller bebrejde din partner. Det er næsten 100% sikkert, at det ikke vil føre dig det sted hen, som du ønsker. Prøv i stedet at udtrykke et ønske du har for jeres kommunikation. Måske bare en enkelt ting eller to. Du kan også fortælle din partner, hvorfor du ønsker netop dette, hvad det vil sætte dig i stand til, eller hvordan du vil føle dig, hvis ønsket imødekommes. Det kan også være en hjælp, hvis du samtidig fortæller din partner, at hvis han eller hun har et ønske til jeres kommunikation, vil du være interesseret i at høre om det.

Når du udtrykker dig, er det vigtigt, at du bliver på din egen banehalvdel: At du fortæller noget om dig selv, og hvordan du oplever de ting, der foregår. Der er stor forskel på dette, og på at fortælle din partner, hvad han eller hun gør; tænker; føler og hvilke intentioner han eller hun har. Det sidste kommer meget sjældent til at føre et godt sted hen. 

Prøv i stedet at holde dig til formuleringer som ”Jeg føler at…..” ”Det vil være en hjælp for mig, hvis du vil……” ”Når jeg oplever, at du……., kommer jeg til at tolke det som at…….. og så føler jeg………”

I et parforhold kan du ikke kræve noget af din partner. Du kan udtrykke dine behov, dine ønsker og dine følelser. Det er op til din partner, hvorvidt han eller hun kan finde mening i at forsøge at imødekomme dig, og det er op til dig at vurdere om det I så har sammen er tilstrækkeligt meningsfuldt for dig.


Seneste indlæg om parforhold

Se billede af par- og psykoterapeut Sara Vafai-Blom, roskilde

Sara Vafai-Blom

Psykoterapeut og parterapeut
Jeg har beskæftiget mig med psykoterapi, parterapi og selvudvikling siden 1993.

Tlf: 30 64 16 12