“Hvorfor falder jeg altid for egoistiske og selvoptagede mænd? Mænd, som er mest optagede af sig selv, og på ingen måde forstår mig eller mine behov! Jeg forsøger virkelig at mærke efter, og være vågen for ikke at gentage det samme, men ender alligevel det samme sted igen og igen. I starten er det jo også helt anderledes, og det føles som om, at dét her vil blive dét forhold, hvor jeg kan føle mig tryg og elsket, men så – efter noget tid – så viser det sig, at det bare er helt det samme. Jeg har igen fundet den forkerte”
Sådan sagde Camille første gang jeg mødtes med hende mens hun skiftevis græd af sorg og af frustration. NU har hun besluttet sig for, at hun vil forstå, hvad det er for et mønster, der driver gæk med hende, og igen og igen fører hende i armene på, det som hun oplever som, den forkerte partner.
At blive klogere på, hvad du egentlig har brug for og ønsker
Camille fortæller mig, at hun har haft en god og tryg barndom, og mener ikke, at vi skal have ulejlighed med at lede efter forståelse af hendes ulykkelige situation dér, og det er heller ikke fordi vi sammen afdækker alvorlige omsorgssvigt, som skulle have været meldt til de sociale myndigheder, men det viser sig alligevel, at vi godt kan hente noget forståelse af situationen i Camilles opvækst.
I løbet af vores samarbejde viser det sig nemlig, at Camille ret beset ikke ved ret meget om, hvad hendes behov egentlig. Hun har ikke lært at mærke og udtrykke dem i løbet af sin opvækst. Hun ved, at hun ønsker at føle sig tryg og elsket, men hvad er det egentlig, der får hende til at føle sig tryg og elsket? Hvad er det helt præcist, der får hende til at føle sig svigtet og alene? Vi går sammen på opdagelse, og efterhånden bliver Camille klogere på sig selv og klar til at gøre et nyt forsøg på at møde en partner – nu fra et bedre sted, hvor hun ved mere præcist, hvad hun håber at få fra en partner, og hvad hun gerne selv vil give.
Hvorfor er det svært, hvis han ikke er den forkerte?
Camille og jeg afslutter vores samarbejde, og Camille oplever at hendes udviklingsarbejde i forlængelse af de vanskelige parforhold, har sat netop disse parforhold i et andet lys, hvor hun ser dem som en kilde til indsigt og udvikling. Efter et par år hører jeg imidlertid fra Camille igen. Denne gang er situationen en anden. Hun har fundet en partner, som hun gerne vil være sammen med. Grundlæggende synes hun ikke, at han er den forkerte partner, og han vil også gerne være sammen med hende – men de har mange konflikter. Camille spørger:
”Har jeg alligevel fundet den forkerte partner igen? Det håber jeg ikke, for jeg vil så gerne, at Claus og jeg kan finde ud af at være sammen. Vi elsker hinanden, men vi er ved at blive slidt op.”
Nej. Camille har ikke fundet den forkerte partner. Gode parforhold, der bygger på gensidig kærlighed, bliver ofte til en kampplads, og det er ikke fordi de to ikke passer sammen. Nærmest tværtimod.
Den forkerte er i virkeligheden den rigtige
Vi mennesker har en fabelagtig evne til at spotte og komme i kontakt med mennesker, der i et parforhold vil kunne trigge og på sigt heale de sår vi har med os i vores liv. For selv om man har haft, hvad man betragter som en ”god og tryg” barndom, vil der uvægerligt have været prægninger, der har sat sig i os, og været med til at forme vores selvopfattelse og den måde vi omgås os selv på. Opdragelse vil i de fleste tilfælde indebære, at forældre forsøger at forme barnet, så det passer ind i familie og samfundet – i den bedste hensigt– der er tale om en tilpasning: ”Du skal lade være med at hoppe i sofaen” siger vi til barnet, der netop har fundet ind i en skøn rytme, der føles livfuld og kildrende helt nede fra tæerne og nærmest giver en form for trance. Eller vi siger: ”Du skal tie stille, og høre efter når andre taler.” Det giver jo masser af mening, for ellers kan vi ikke forme et socialt fællesskab, men når barnet modtager beskeden midt i, at det er gået i gang med en fortælling, modtager det samtidig en anden besked – som det slet ikke var forældrenes hensigt at sende afsted – nemlig en besked om: ”Jeg er ikke i orden som jeg er. Jeg skal tilpasse mig omgivelserne for at være acceptabel.” Igennem opvæksten sker der, i større eller mindre omfang, det, at barnet tilpasser sig, bliver mere optaget af krav og behov i omgivelserne end af egne impulser og behov, lærer at skubbe sig selv til side og former en personlighed, som det håber er acceptabel for omgivelserne.
Der kan selvsagt også være tale om, at man vitterligt har oplevet omsorgssvigt under sin opvækst.
Det giver nogle sår, steder hvor vi føler skam eller forkerthed, steder hvor vi ikke rigtig bruger os selv, men i stedet forsøger at gemme os og fremstå som noget andet end vi egentlig er.
Så møder vi en partner, og bliver tiltrukket på et splitsekund. Det føles måske som om noget klikker på plads, og alt er såre godt for en tid. Efter denne tid begynder det ofte at blive svært. Den ene føler sig måske svigtet, overset og nedprioriteret, mens den anden måske føler sig misforstået og uretfærdigt behandlet.
Fra kamp til gensidighed
Her står parret ved en korsvej: Vil de betragte situationen som udtryk for, at de ikke passer sammen? Eller vil de se situationen som en mulighed?
I nogle tilfælde fortsætter konflikterne, og partnerne tilføjer hinanden sår, der lægger sig oven i dem, de allerede havde med sig. Måske konkluderer de, at de alligevel ikke passer sammen, og bryder. Måske kæmper de. Mærker et dybt ønske at kunne være sammen, som de bliver ved med at ønske at bevæge sig tættere på.
Det er faktisk en mulighed. Vi er nemlig, med en fantastisk træfsikkerhed, i stand til at finde en partner, som vi potentielt kan heale vores sår sammen med. Nogle gange skal der hjælp til, og nogle gange lykkes det partnerne selv at gå ind i et samarbejde, der løser op frem for at stramme til. Men uanset – så kan der ske det, at de begynder at forstå hinandens sår, og begynder at kunne hjælpe hinanden frem for at bekriges.
