Mange par glemmer at tale sammen. De bliver fanget i hverdagens hamsterhjul. Siden de fandt sammen er der måske både kommet børn, karriere og nye forpligtelser til. Der sker mange vigtige, og spændende, ting i livet hos hver af partnerne, og: “Vi kender jo også hinanden så godt, så det går nok, at vi hver især koncentrerer os om de mange andre ting”. Fredag aften tilbringer de måske foran fjernsynet med hver sin tablet i hånden. Det ene øje er på fjernsynsskærmen, det andet på tabletten, og bevidstheden splittet mellem mange lokaliteter og kontakter.
En del af bevidstheden er da også helt klar over, at partneren sidder der ved siden af, og måske registrerer den del af bevidstheden også, at der er en vis utilfredshed ovre i den anden ende af sofaen. Det føles ikke så indbydende, så det er nok meget godt at holde samtalen til et forholdsvis overfladisk niveau.
Ved middagsbordet delte parret måske lidt information fra hver sin hverdag. “Nu har Britta igen raget alle de gode opgaver til sig”, og “Jeg nåede altså ikke at hente den pakke på vej hjem”.
Tiden går, og mange opdager ikke afstanden, der opstår
Tiden går, og hvis begge partnere er tilfredse med at være engageret i hver sit liv, opstår der ikke stor frustration over den manglende kommunikation. Ofte er det først, når den seksuelle kontakt også begynder at glippe, at de opdager, at der er noget galt. Det kan også ske, hvis der opstår en situation, hvor der pludselig er brug for mere kontakt. Et dødsfald i familien eller en ulykke.
Hvis den ene part savner kontakt, sker der noget andet. Der opstår frustration. Den partner, der savner kontakt, vil meget ofte forsøge at få kontakt, men desværre vil det, der kommer ud af munden tit tage form af bebrejdelser og kritik. Bebrejdelser og kritik får den anden partner til at trække sig, fordi den kontakt, der i forvejen er ganske lidt af, er nu ubehagelig, og får måske vedkommende til at føle sig utilstrækkelig og uretfærdigt behandlet.
Tilbagetrukketheden trigger den partner, der jo søgte kontakt og måske ømhed, men i stedet kom til at skælde ud, og bebrejde, og de to, der egentlig gerne vil hinanden kommer efterhånden til at skubbe hinanden længere og længere væk.
Hvordan taler man egentlig sammen?
Når først vi, i et parforhold, har glemt at kommunikere om nære, vigtige og sårbare ting, kan det være svært at finde tilbage. “Hvad talte vi egentlig om dengang vi ku’ tilbringe en hel weekend fordybet i hinandens øjne, kød og ord?” og “Hvordan får vi bare lidt af det tilbage igen? Hvordan får vi hul på det? Hvad søren skal vi sige til hinanden? Det føles akavet. Vi bliver lidt generte overfor hinanden”
Et af de par jeg har samarbejdet med i parterapi var nået dertil, at de havde opdaget, at de havde brug for at gøre noget. De ønskede ikke at gå fra hinanden. Der var ingen af dem, der ønskede en anden partner, men de anede ikke, hvordan de skulle blive hinandens fortrolige igen.
De begyndte at gå aftenture sammen næsten hver dag. På turene skiftedes de til at tale om følgende: “Noget du ikke lige kan se om mig, men som jeg har med mig ud på denne tur”. Det var ikke altid så nemt for dem, at finde det, som de kunne dele med hinanden, men efterhånden blev de bedre og bedre til det, og de kom dybere og dybere i deres samtaler.
Undervejs i parterapien havde det vist sig, at de hver især bar på smerte over tider i forholdet, hvor de havde følt sig ladt i stikken. Hvad der var overraskende for dem, var, at det faktisk var de samme perioder, hvor de begge havde ført sig ladt i stikken. Der havde været svære tider med først den enes alvorlige sygdom, og siden et barns alvorlige sygdom.
Jeg forsøger at vise hensyn ved at klare mig selv
Den ene partner havde fra barnsben lært, at “man må klare sig selv”, og det gjorde han efter bedste evne. Han ønskede ikke at belaste sin kone, og bar ensomt og tappert på såvel praktiske byrder som angst og sorg. Han lukkede sig om sig selv, samtidig med, at han følte sig svigtet over, at hans kone ikke var der for ham, og med ham.
Hans kone havde – viste det sig – følt sig afvist, og ensom. Rådvild og forkastet. Hun var blevet i tvivl om, hvorvidt han overhovedet elskede hende, og havde brug for hende, og det var svært at børe oven i sorgen og angsten. Dette bar de på, men de havde aldrig talt om det.
Da først de havde fået hul, gled det lettere og lettere, og da de fik delt den følelse af svigt de begge bar, og fik indsigt i, hvad der var foregået i den anden, i den svære tid, kom de meget tæt på hinanden, og de genfandt deres fortrolighed.
