Hvis du er partner til nogens far eller mor, kender du måske følelsen af at være udenfor, i overskud, værdiløs, jaloux, den der ikke har været med til det egentlige og helt forkert? Det er noget jeg hører mange, som lever i sammenbragte familier fortælle om, og det er ikke mærkeligt.
Sammenbragte familier
Sammenbragte familier er ofte fyldt af kærlighed, håb, ønsker om at gøre tingene anderledes end første gang og masser af gode viljer og intentioner. De er ofte også fyldt af konflikter, frustrationer, sorg, jalousi og desperation. De fleste af disse elementer er også til stede i familier, hvor der alene er de to voksne, som er forældre til de børn, der er der. Forskellen er, at situationen i sammenbragte familier er mere kompleks.
Ekstramor, bonusfar, papmor eller stedfar
Når man er ekstrafar eller bomusmor, indebærer det at skulle jonglere med en mængde forskellige roller og følelser. Der er forskellige konstellationer:
- Du er er forældre til dine egne børn og ekstraforælder til din partners børn
- Du har ikke selv biologiske børn, men er bonusforælder til din partners børn
- Du er forælder til dine egne børn, og du har en partner, der ikke selv har børn, men er bonusforælder til dine børn
Det er indlysende, at du får forskellige glæder, muligheder, udfordringer, oplevelser og problemer afhængigt af, hvilken situationen, der er tale om. Uanset hvilken version, der er tale om, er der imidlertid ingen tvivl om, at en sammenbragt familie har nogle andre dynamikker end en familie, hvor, der alene er de to voksne, der er forældre til børnene.
De svære følelser
Når du indleder et forhold til en partner, der har et eller flere børn fra tidligere forhold, er det selvsagt både vedkommende og vedkommendes børn du vælger til. I udgangspunktet virker det som regel forholdsvis overskueligt – blandt andet fordi I er forelskede, og situationen er præget af overskud, håb og fleksibilitet.
Senere kan det i en del tilfælde begynde at blive svært. Følelser af at stå udenfor kan begynde at melde sig i forskellige former. Det kan være at fotos fra tiden, hvor din partner dannede par med børnenes anden forælder, giver anledning til jalousi, mindreværd eller følelsen af ikke at have været med til det egentlige og vigtige. Det kan være din partners kontakt til sin X der trigger, eller du oplever måske at din partners børn trækker din partner til sig, og væk fra dig. Du begynder måske at blive anspændt, har mange ubehagelige tanker og plages af modstridende følelser. Jalousi er en følelse vi ofte fordømmer, og den får os også til at føle os sårbare, så det kan være svært at erkende følelsen af jalousi – endnu sværere at begynde at tale om den.
Hvad er min rolle som bonusforælder?
Der rejser sig måske spørgsmål om, hvordan din rolle skal være i forhold til din partners børn. Må du sige til og fra? Hvad kan du egentlig tillade dig at bestemme? Og hvad kan du tillade dig at forvente af din partner? Måske opstår der utryghed mellem dig og din partner og eventuelle konflikter mellem dig og din partners børn ender i konflikt mellem dig og din partner. Du kommer nu også – oven i andre vanskelige følelser – til at føle, at du ikke bliver set og forstået af din partner, og du kan komme til at føle dig svigtet og alene. Dette er nogle af de samme følelser, som kan opstå i andre parforhold, hvor der enten ikke er børn, eller hvor partnerne er forældre til de børn, der er der, og det er jo svært nok endda! Når så der er børn involveret, som ikke begge partnere er forældre til, føjes der endnu flere faktorer til. Måske føler din partner skyld overfor børnene, eller din partner er ængstelig for konflikter med sin X over børnene. Det kan betyde, at din partner er hyper sensitiv overfor udsving i sine børns sindstilstand, og overreagerer hvis du har en konflikt med et af børnene. Det kan også være, at du er, hyper sensitiv overfor signaler om, at du ikke rigtigt hører med, og overreagerer på ting, der foregår mellem din partner og vedkommendes børn. Disse ting fungerer som benzin på et bål, der i forvejen er tændt, og det kan føre til smertelige sår.
Kort sagt
For at sige det kort, er det min erfaring, at der i sammenbragte familier er de samme vanskeligheder, som i rigtig mange andre parforhold. Nogle af de svære følelser, der kommer til at herske, er frygt for at blive valgt fra; følelsen af at stå alene; følelser af ikke at blive set og forstået; uretfærdighed; utilstrækkelighed; svigt; frustration; desperation og håbløshed.
I sammenbragte familier er der imidlertid endnu flere elementer i spil: børn, X-er, forskellige roller og følelser. Den store grad af kompleksitet kan gøre det utroligt svært at finde ud af, hvad konflikterne egentlig handler om og føle sig mødt i sine mest sårbare følelser.
4 råd
Brug tid sammen
Det er vigtigt, at I finder tid til at være sammen alene, så I – forhåbentlig – har mulighed for med jævne mellemrum at genetablere et trygt rum, hvor I dybt inde mærker, at I er villet og elsket af hinanden. Det giver lidt ballast til at stå imod med, når de svære og komplekse situationer melder sig.
Forstå, forstå, forstå
Husk, at det er jer, der har valgt at være sammen, og ikke børnene. Forsøg at forstå situationen fra hvert enkelt barns perspektiv, og husk, at børns adfærd må ses som kommunikation. Tag ikke barnets adfærd personligt, men huske, at igennem barnets eventuelle negative adfærd kan man få information om, at det på den ene eller anden måde føler sig trængt, utryg eller misforstået.
Fælles værdier
Tal sammen – i fredstid – og find fælles værdier og mål, som I så kan forsøge at støtte hinanden i at bevæge familien i retning af.
Søg professionel hjælp
Et par samtaler med en parterapeut tidligt i forløbet, kan være en stor hjælp til at undgå, at I etablerer negative mønstre, som så kan tage magten fra jer og bide sig bedre og bedre fast. Få i stedet hjælp til at etablere mønstre, der er hjælpsomme og støttende for jer såvel som jeres børn.
