Bipolar lidelse – Kan man blive rask?

I forbindelse med udgivelsen af bogen ”Livet med og efter bipolar lidelse. Fortællinger om at komme sig.” bliver jeg spurgt: Kan man blive rask fra bipolar sindslidelse?

Spørgsmålet formuleres f.eks. sådan her: 

”Tillykke 👍 
Er dog nysgerrig på titlen “livet før og efter bipolar lidelse”. Er der et EFTER?🤔 Mig bekendt er diagnosen livsvarig i DK. 
Enten i udbrud eller i remission! Har selv æren af, at have diagnosen. Derfor tænker jeg spørgsmålet er legitimt.”

Selvfølgelig er det et legitimt spørgsmål, og jeg vil svare så godt jeg kan. Desværre er jeg ikke én, der ved noget om diagnoser, så jeg må forsøge at belyse spørgsmålet ved at trække på, hvad andre ved.

Derfor hedder bogen “Livet med og efter bipolar lidelse. Fortællinger om at komme sig.”

Før jeg gør det, vil jeg fortælle om, hvorfor det giver mening for mig at kalde bogen: ”Livet med og efter bipolar lidelse”. Bogen handler jo om recovery. Recovery kan betyde forskellige ting. I bogen skriver Ph.d. Agnete Neidel: 

”Der findes to meget forskellige tilgange til at tale om recovery. Den første tilgang tager afsæt i et videnskabeligt ”udefra-perspektiv” på, hvorvidt (eller i hvilken grad) mennesker kommer sig. Her ses recovery altså som et resultat – et endemål, og det er forskere eller professionelle, der definerer kriterierne for recovery. Den anden tilgang – som er afsættet for denne bog – handler om livet og hverdagen og den enkeltes muligheder for at skabe et rigt og meningsfuldt liv. Den handler om processer og relationer og identitetsforvandling. Nogle taler om personlig recovery eller om et indefra-perspektiv på at komme sig.” (side 144-145).

Bogen indeholder – foruden Agnete Neidels teorikapitel – seks menneskers fortællinger om deres recoveryprocesser. De har alle seks det til fælles, at de har uddannelse, er selvforsørgende og indgår i gensidigt forpligtende sociale relationer. Disse tre elementer udgør bogens recoverykriterier. I bogens indledning kan man læse om, hvorfor det netop er disse kriterier.

I mit arbejde med bogen har jeg taget de seks fortælleres ord for pålydende. De har haft retten til at definere sandheden, og de oplever alle seks at være kommet sig. Deres oplevelse af være kommet sig, er forskellig. De har det f.eks. forskelligt med såvel medicin som diagnose. Dette beskrives i bogen, hvor de fortæller om deres recoveryprocesser. I bogens indledning kan man læse mere om dette – men jo også meget gerne i hele bogen. 

For mig er dette tilstrækkeligt til, at bogen kan hede ”Livet med og efter bipolar lidelse. Fortællinger om at komme sig.”, for de seks mennesker fortæller om, hvordan de enten oplever at være på den anden side af diagnosen, eller om hvordan de oplever at være kommet sig i den forstand, at de oplever at have det liv de ønsker sig og en bipolar diagnose. Den ene af bogens fortællere beskriver, hvordan hun har fået diagnosen fjernet.

Kan man blive rask fra bipolar lidelse i klinisk forstand?

Hvis man primært er optaget af, hvorvidt man kan komme sig i klinisk forstand, er jeg ikke den rette til at svare, for det ved jeg ikke selv noget om. Jeg kan imidlertid pege i retning af andre, der ved noget om det. I bogens teorikapitel henviser Agnete Neidel til forskning, der på baggrund af et stort 25-års opfølgningsstudie har vist, at man kan komme sig – også i klinisk forstand – bl.a. fra bipolar affektiv sindslidelse. (Side 145).

Jeg kan også pege på bogens bagsidetekst, hvor psykiatrisk overlæge Rikke Engel på Psykiatrisk Center Københavns Ambulatorium for Affektive Lidelser skriver: 

“Det er et faktum, at nogle patienter kommer sig fra bipolar affektiv sindslidelse. Her er seks virkelige beretninger, der på hver sin måde fortæller om en vej derhen. 

Bogen kan give flere troen på, at det kan lykkes, og for andre være inspiration til et nemmere sygdomsforløb. Anbefales derfor til såvel patienter, pårørende som fagfolk. “

Recovery og håb

For mit eget vedkommende er det mit ønske, at mennesker der kæmper med psykosociale problemer, deres pårørende og professionelle må finde håb og inspiration i bogen. Såvel i de personlige fortællinger, der viser, hvor forskellige recoveryprocesser former sig, som i teorikapitlet, der peger på nogle elementer, som forskningen har fundet, er gennemgående, når mennesker kommer sig. 

Jeg føler imidlertid også stærkt for at påpege, at ingen skal presses ind i en pseudo-recoveryproces, der blot handler om, at nogen fralægger sig et ansvar overfor mennesker, der er nede på tælling. En egentlig recoveryproces tager altid afsæt i et eget ønske, en egen motivation, som omgivelser kan indgå i på forskellige måder. 

Jeg vil også understrege, at jeg ikke ser, at der er belæg for at sige, at alle kan komme sig, og at det – i mine øjne – er vigtigt at forstå, at det at komme sig aldrig afhænger af den enkelte alene. Recovery foregår i samspil og i relationer. Mennesker er forskellige og har forskellige vilkår. Alt kan ikke lade sig gøre for alle, men jeg er ikke i tvivl om, at håb er vigtigt for alle.