Sådan funderede den praktiserende læge, jeg havde lejlighed til at tale med forleden.Han talte om, sine tanker i mødet med patienter, der må sygemeldes med problemer relateret til deres arbejde (og han fortalte, at han har rigtig mange). Han fortalte om, at han ofte sidder tilbage med oplevelsen af, at det, der ender med at være et individuelt problem i form af en stress-sygemelding, meget tit ligner et arbejdsmiljøproblem. Hvad skal jeg egentlig angive som diagnosen? Spørger han sig selv. “Dårligt arbejdsmiljø”? “Stress”? Han oplever, at hans eneste mulighed, hvis han skal hjælpe patienterne, er at kalde det stress. Han oplever også, det er meget lidt han kan hjælpe de patienter, der kommer til ham, og får den diagnose, med.Jeg kan godt forstå hans problem, for stress er jo ikke en sygdom. Stress er en tilstand af ulyst og anspændthed som reaktion på en belastning, et menneske har svært ved at håndtere. Problemet ligger ikke inden i det enkelte menneske, men i relationen mellem mennesket og omstændighederne.
Jeg synes, at det var meget interessant at få en praktiserende læges perspektiv. I mit samtalerum oplever jeg nemlig, at den praktiserende læge ofte spiller en stor rolle for mennesker, der er stress-sygemeldte: ”Vil min læge støtte min fortsatte sygemelding? Eller sender hun mig tilbage på arbejde, hvilket jeg slet ikke er klar til?” Alene uklarheden om, hvorvidt man kan få den nødvendige tid til at komme sig, gør det særdeles vanskeligt at falde ind og ned, som der er brug for. De mennesker jeg taler med, der er stress-sygemeldte, er prægede af, at deres hormonelle system er på voldsomt overarbejde med alt, hvad det medfører af dårlig søvn, sårbarhed, tankemylder, udmattelse osv. Deres energisystem er udmattet, og ofte er der også andre forhold end arbejdslivet, der presser sig på.
“Jeg er ikke en svag person”
For nogle kan det fylde, at de ikke ønsker, at deres leder og kolleger skal betragte dem som svage. Og her oplever, at jeg vi kommer tilbage det det tema den praktiserende læge rejste: Generelle og/eller strukturelle forhold bliver til individuelle problemer. De personer jeg taler med, har ofte klaret et stort pres i meget lang tid. De oplever således ikke sig selv som svage. De oplever imidlertid ofte, at deres omgivelser ikke anerkender det pres de har håndteret. F.eks. kæmper de måske igennem lang tid for at få hjælp fra kommunen til en dement pårørende, som de i mellemtiden selv tager sig af, samtidig med, at de passer et arbejde, hvor der måske er uløste konflikter i den personalegruppe de er en del af. Når de på et tidspunkt bliver stress-sygemeldte frygter de en uoverensstemmelse mellem deres egen indefra-oplevelse, og deres leders og/eller kollegers udefra-oplevelse, som de finder nedværdigende eller respektløs i forhold til det de har stået igennem.
Står jeg forest ved næste fyringsrunde?
Det individualiserede problem fører også til, at der i flere tilfælde opstår en helt kontant bekymring for jobsikkerheden: Er jeg den, der står forrest til næste runde af fyringer? Som den praktiserende læge, jeg talte med, har jeg ikke mulighed for direkte at hjælpe i forhold til arbejdsmiljøproblemer. Det sker ofte, at jeg taler med dem, der opsøger mig om, hvorvidt de har talt med arbejdsmiljørepræsentanten på arbejdspladsen. Vi taler også nogle gange om, hvordan de får talt med deres leder om situationen.
Psykoterapi og stress
I mit samtalerum tager vi afsæt i det den enkelte er optaget af. Vi arbejder med det, der står forrest og forsøger samtidig at hjælpes ad med at etablere overskuelighed, afgrænsning for sindet og tale om måder at være i dagene på, der beroliger det hormonelle system. Det, der står forrest kan skifte fra gang til gang. Den ene gang er det chefen, arbejdsopgaverne, en dårlig kollegarelation. Den næste kan det være en gammel sorg, gamle traumer, der skurrer og rumler, og har brug for – nænsomt – at blive taget hånd om. Det forunderlige er, at der ofte vokser noget nyt og vigtigt ud af krisen. Det sker ikke altid, men det sker bestemt meget ofte, at krisen giver anledning til, at personen ser sig selv, sin livssituation, sine kvaliteter og kompetencer på nye måder, der åbner for, at vedkommende får lyst og mod til at begynde at gå nye veje. For mit eget vedkommende oplever jeg medfølelse og respekt for det som disse mennesker skal igennem, og når det sker, at de finder deres ressourcer glædes jeg inderligt over at få lov at være med i deres proces.
