Mys recovery-fortælling

I sidste uge var jeg på Dansk Selskab for Psykosocial Rehabiliterings konference i Vejle Det var så inspirerende og lærerigt. Der var gode oplæg om, hvordan der sker en positiv udvikling i forståelsen af, hvad Recovery er, som var inspirerende. Jeg skriver om disse ting i et senere indlæg, men aller først vil jeg dele nogle andre guldkorn. De kom fra My Karla Sommer, som fortalte med stor præcision om sine erfaringer i sin recovery proces. Hun sagde blandt andet:

“Jeg kan godt være sund selv om jeg ikke er erklæret rask. Jeg har trappet ud af al medicin over de sidste to år, og jeg bor i en lejlighed tilknyttet et botilbud, hvor jeg har personale, der hjælper mig. Jeg synes at jeg er mere sund end nogle af dem, der kaldes normale, fordi jeg mærker mig selv. Man kan godt være sund, selv om man ikke kan have et 8-16 job. 

Jeg har været i psykiatrien i mange år, og jeg har oplevet, at psykiatrien kommer til at dyrke patienten frem for at hjælpe mennesket med at vokse. Det – at du er syg – kommer så meget i fokus, at det fastholder dig.

Efter at jeg er trappet ud af medicinen, er jeg begyndt at kunne mærke mig selv fra et sted, hvor jeg mærker en sårbarhed som – af samfundet – defineres som “syg”. Men jeg oplever egentlig bare at jeg kan mærke mig selv og mine behov – det at de ikke passer ind i samfundet gør mig jo ikke til en, der er syg!

Hvis jeg kan mærke, at det menneske jeg er sammen med, kan være i sig selv, så kan jeg være i mig selv. Det omvendte er også tilfældet: Hvis det menneske jeg skal være sammen med, ikke kan være i sig selv, så reagerer jeg. Jeg har oplevet, at der kan være “mudder” i en personalegruppe. Når der er det, reagerer jeg på det. Min reaktion kalder de for, at jeg laver splitting. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg reagerer på det, der er omkring mig.

Når jeg reagerer på, at mennesker, der skal hjælpe mig ikke er i sig selv, er det fordi jeg på en måde er gennemsigtig og kommer til at tage farve af andre. Hvis mennesker omkring mig ikke er hjemme i sig selv, men ovre i mig, reagerer jeg negativt. Jeg har brug for, at dem jeg er sammen med er tydeligelige og ikke flagrende. De skal turde mærke deres egne følelser og de stemninger, der kan opstå, når vi er sammen. Jeg reagerer på alt der er, også det helt subtile. Jeg ved ikke altid hvad det er, men der kommer en reaktion. Den reaktion er ofte blevet kaldt, at jeg var “syg”. Jeg reagerer også negativt, hvis mennesker jeg skal samarbejde med har en “jeg-ved-bedst-tilgang” og på dem der har et “redder-projekt”, og er overindvolverede. Jeg har brug for, at mennesker omkring mig er klar over deres motivation for at hjælpe. 

Det er min erfaring, at det at være én som nogen kan rede, kan fastholde mig i en sårbar position, fordi jeg kommer til at bekræfte “redder-typer” på en måde så de også bekræfter mig. 

For at kunne mærke mig selv indefra, har jeg brug for relationer til mennesker, som kan spejle mig uden at have brug for at få noget af mig.”

Jeg var så taknemmelig for Mys oplæg, for jeg synes at hun bringer noget vigtigt og overset ind nemlig opmærksomhed omkring det, der foregår inden i os i alle relationer og specifikt, når vi samarbejder og skal agere professionelt. Dette perspektiv er i ind øjne så vigtigt. Det sker desværre. Og det sker, at fokus alene ligger på at vi skal implementere metoder eller anvende faglighed, men der foregår også ting inden i mennesker, som er på arbejde og mennesker er sensitive, og vi kommunikerer med hinanden på meget subtile måder. Vi opfanger signaler fra hinanden, som aldrig udtrykkes verbalt men ikke desto mindre præger atmosfæren og de tilstedeværende. Hvis vi begynder at rette opmærksomhed mod dette niveau, vil det være til stor hjælp for mange mennesker, og jeg synes at My er imponerende præcis i sin beskrivelse.

Hvis du har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med My, kan du finde hendes hjemmeside Som et spejl.