Jeg bliver nogle gange bedt om at hjælpe mennesker, der er kommet i konflikt. Det kan være i organisationer, det kan være venner eller søskende – og så hjælper jeg dagligt partnere, der er kommet i en situation, hvor der er alt for mange konflikter, når jeg arbejder med parterapi. For mig er der forskel på parterapi og konflikthåndtering i andre typer af relationer. Når jeg arbejder med par, trækker jeg mest på den metode, der kaldes “EFT” (Emotions Fokuseret Terapi), fordi det er en metode, som har dokumenteret effekt i pararbejdet. I konflikter i andre relationer arbejder jeg anderledes.
Effekten af at blive lyttet til og føle sig forsøgt forstået
At blive lyttet til og forsøgt forstået giver rum for også at åbne sig for andre eller den andens perspektiver. Det giver måske oven i købet mulighed for, at man kan blive parat til at flytte sig.
Når jeg hjælper mennesker, har jeg fokus på at gøre det muligt at aktivere parternes egne løsninger så godt som muligt. Det er min erfaring, at de selv er langt bedre til at komme med løsningselementer, end jeg er. Hvis jeg, som udenforstående, forsøger at formulere løsningsforslag, vil jeg formentlig ikke være i stand til at ramme de individuelle og forskellige behov. Ofte vil det være sådan, at selv hvis planen i det store og hele er god for begge/alle parter, vil den blive afvist, hvis et (måske endda lille) element mangler, fordi netop dettte element måske er særdeles vigtigt for en af deltagerne. Som udenforstående vil man ofte være tilbøjelig til at komme med forslag, som har sigte på alles fælles bedste eller noget i den stil. Forslag som overser individuelle behov.
Hvad kunne du have brug for?
Det er min erfaring, at konflikter typisk efterlader parterne med nogle behov. Noget de har brug for at blive imødekommet på. Når jeg har afdækket konflikten fra alle medvirkendes perspektiv, vil jeg derfor typisk spørge deltagerne: “Hvad kunne du have brug for, for at det her så godt som muligt kan blive landet (gjort godt igen) og alle kan komme videre herfra på en OK måde? Jeg vil bruge en del tid på at sørge for, at alle parter får mulighed for at udtrykke sig om dette. Blive lyttet til og opleve sig mødt.
Fælles arbejde på løsninger
Der er forskel på at sigte på fælles løsninger og på fælles arbejde på løsninger. Jeg vil som udgangspunkt ikke bede parterne om at forsøge at blive enige om løsninger. Jeg vil derimod lægge op til, at vi i fællesskab arbejder på at finde løsninger. Det vil sige, at alle parter byder ind i forhold til at formulere løsningsforslag. Jeg vil nok sige noget i stil med: “Hvordan kan I og vi sammen imødekomme nogle afde ønsker og håb I lige har formuleret?”
Hvilke løsningsforlag kan forholdsvis nemt imødekommes?
Herefter går vi ind i en proces, hvor parterne på skift formulere løsningsforslag, og jeg faciliterer, at de øvrige parter får mulighed for at udtrykke sig om, hvorvidt det foreslåede er umiddelbart spiseligt for dem, eller om de måske har ændringsforslag. Der vil typisk være nogle løsningsforslag, som parterne forholdsvis nemt kan imødekomme. Det vil nemlig ofte være sådan, at noget der er meget vigtigt for den ene er mindre vigtigt for den anden, mens noget, der er rasende vigtigt for den ande, måske er mindre vigtigt for den første.
En fælles kreativ proces
Det er min erfaring at dette kan føre til en fælles kreativ proces, hvor det pludselig bliver et fælles anliggende at finde mulige veje/løsninger. Undervejs i denne proces, kan det blive tid til, at jeg spørger parterne: “Hvad får du lyst til at gøre? Alene eller sammen med andre i relation til de ting vi taler om?” Erfaringen af at den ene af parterne giver udtryk for en lyst og vilje til at tage skridt i retning af at bedre forholdt, kan have en meget formildende effekt, og kalde det samme frem i den anden eller de øvrige.
Konfliktens landskab kan bredes ud
Nogle gange kan der være elementer, der ikke umiddelbart løser sig i sådan en samtale. Når det er tilfældet, aftaler jeg oftest endnu et møde. Det er min erfaring, at det kan være lidt lettere at komme en løsning nærmere, hvis konfliktens parter i mellemtiden har oplevet, at de andre eller den anden, har forsøgt at forholde sig konstruktivt i forhold til de ting vi aftalte på det første møde. Alene dette forhold kan gøre det lettere ved det næste møde, at finde fælles grund i forhold til at komme videre i konfliktløsningen. Det kan også være, at vi oplever at køre fast. Når det sker, kan det ofte være godt at kigge på konfliktens umiddelbare omverden: Er der faktorer udenfor konfliktens umiddelbare parter, der skal inviteres ind? Ofte oplever jeg, at noget kan flytte sig, hvis jeg løfter blikket til en større del af det menneskelige og evt. organisatoriske system, som konflikten er en del af. Det kan være kolleger, en leder, andre familiemedlemmer eller andre. Sammen med parterne undersøger jeg, hvem det kunne være hjælpsomt at invitere med.
Når konfliktens landskab på denne måde bredes ud, er det min erfaring at der bringes både nye perspektiver og nye ressourcer ind. Det åbner for nye processer og løsningsforslag. Som regel kan der på denne måde findes fælles grund og fælles vej.sara
