Hvad er en diagnose? Og hvad gør den?

Diagnoser bruges af læger og sundhedsfagligt personale som et grundlag for behandling. De bruges også til at forstå patientens tilstand, og til at forudsige noget om, hvordan patientens tilstand vil være frem over.

Diagnoser spiller også en rolle i samarbejdet mellem forskellige sundhedsfaglige aktører, patienten og andre involverede. Det er intentionen, at de skal give et fælles afsæt i samarbejdet. Diagnoser har imidlertid også andre effekter og betydninger. Diagnoser har den effekt, at de virker afgrænsende, og i større eller mindre omfang fasttømrer en forståelse og betydning af en række tilstande. De giver et navn til noget, og med navnet følger en række forståelser og betydninger.

Hvis f.eks. et spædbarn græder utrøsteligt igennem længere tid, og forældrene er ængstelige og føler sig utilstrækkelige, kan situationen afhjælpes betydeligt, hvis barnets adfærd kaldes “kolik”. Det giver forældrene en forståelsesramme for det, der udspiller sig med deres barn, og for deres egne potentielle handlinger. Der er forskellige anvisninger for, hvad man kan gøre for at afhjælpe kolik, og en af dem er at væbne sig med tålmodighed, og stå det igennem. Forældrene kan nu, med mere ro i sindet, foretage deres natlige vandringer med spædbarnet op og ned ad stuegulvet.

En diagnose kan imidlertid også betyde, at fokus alene rettes mod et afgrænset del af et menneske, og alt muligt andet falder udenfor. Mennesker, der lider af flere forskellige sygdomme kæmper ofte med netop dette, og oplever, at de skal rende fra den ene læge til den anden, og der er ingen i sundhedsvæsnet, der møder dem, som et helt menneske. Alle steder bliver de mødt som den ene af de mange diagnoser de bærer på.

Diagnoser kan fastlåse blikket, så vigtige ting overses. Det kan være tegn på andre lidelser, men det kan også være tegn på ualmindelige udviklinger, og ressourcer. F.eks. er der mennesker, der imod alle odds kommer sig fra alvorlige cancerlidelser, og oplever, at sundhedsvæsnet vinker farvel til dem, uden interesse i at udforske, hvordan det uventede har fundet sted.

Diagnoser betydning for det enkelte menneske

For patienter kan diagnoser være en lettelse fordi de tilbyder mening, og forståelse til en række symptomer. De kan fjerne følelsen af skyld og/eller forkerthed. Det kan give ro, og mulighed for at blive aktør i eget liv. En diagnose kan også give adgang til forståelse fra omgivelserne, ligesom den kan give adgang til behandling og sociale ydelser. Hvis et menneske har fået en diagnose, som ikke er i overensstemmelse med vedkommendes egen fornemmelse eller forståelse af sin situation, kan en diagnose imidlertid opleves stærkt begrænsende eller som et overgreb. Den kan lukke døre for yderligere undersøgelser eller behandling, som den person måtte have en stærk følelse for.

En psykiatrisk diagnose kan have yderligere belastende effekter. Den kan være stigmatiserende, fastholdende og begrænsende såvel i forhold til omgivelserne, som i forhold til det enkelte menneskes egen selvforståelse og agtenhed. Tilstande som det enkelte menneske befinder sig i, kan være gode sunde reaktioner på belastende forhold, men hvis tilstandende alene betragtes som symptomer på en sygdom, bliver personen skubbet i retning af passivitet frem for kritisk refleksion og handlen i forhold til sin livssituation.

Mennesker kan komme til at føle, at den måde, som de personligt oplever, at en konkret sygdom tager form i dem, og deres liv, ikke kan få plads. De skal passe ind i en forståelse, der er defineret på forhånd, og modtage de tilbud, der er affødt af denne forståelse. Selv om det de føler, at de har brug for, måske endda udgør en mindre økonomisk udgift, kan det ikke lade sig gøre, at få det, for det er ikke indbefattet af de kliniske retningslinjer, der findes relateret til en given diagnose. Mennesker kan få en desperat følelse af at ville ses som hele det menneske de er, og ikke blot som en diagnose.

Diagnosers samfundsmæssige betydning

Samfundsmæssigt har diagnoser bl.a. den funktion, at de beskriver, hvad der er normalt, og hvad der er sygt eller unormalt. Dette indbygger naturligvis et dilemma i det at få en psykiatrisk diagnose, for mens den kan give adgang til mange hjælpsomme ting, kan et menneske også føle sig placeret i en position, der ikke alene er attraktiv.

Bagsiden af diagnoser

Hensigten med en diagnose er opnå forholdsvis entydig forståelse af tilstande hos et menneske. Der er tale om kategoriseringer og forenklinger, der giver mulighed for entydig og hurtig handling, men som samtidig skærer kompleksitet og helhed fra. Den operationelle entydighed kan komme til at brede sig til forståelsen af hele mennesket, og når mennesker med sindslidelser har med sundhedsvæsnet at gøre, kan de nogle gange opleve sig reducerede til deres diagnose, og finde det vanskeligt at blive set og mødt som hele mennesker. Hvis diagnosen står i vejen for en nuanceret forståelse af mennesket, kan vigtige elementer gå tabt. Det kan f.eks. være sociale eller psykologiske forhold i fortiden eller nutiden, der kan have betydning for såvel patientens tilstand, som hvad der vil være godt for vedkommende at gøre for at komme sig, og hvilken hjælp det vil være godt at tilbyde. Patientens ressourcer, såvel egne som netværkets, kan også slippe ubemærkede igennem mødet mellem patient og sundhedsvæsen. Nogle mennesker kan opleve sig tingsliggjort, og/eller de kan opleve sig udsat for dominans via den definitionsmagt læger og diagnoser har. Disse forhold kan gøre det svært at modtage den tilbudte hjælp og behandling, ligesom det kan blive svært for det sundhedsfaglige personale at være sensitive overfor patientens perspektiv, ønsker og behov som relevante på lige fod med de behandlinger, der udløses af en given diagnose.

Diagnoser bruges som Schweizerkniv

Det er lægen, der stiller diagnoser. Også selv om det er blevet sådan, at vi ofte hører andre faggrupper kaster sig ud i vurderinger, og måske oven i købet begynde at tilpasse sociale og uddannelsesmæssige tilbud på baggrund af disse. Vi kan også opleve, at der kan være kamp om vurderingerne, når vi ser, at f.eks. forsikringsselskaber benytter sig af lægefaglige konsulenter. Diagnoser bruges ofte som et sorteringsredskab frem for et redskab i en behandlingsmæssig sammenhæng. Hvis en diagnose skal være hjælpsom er det imidlertid vigtigt, at den stilles i tillidsfyldt rum, der er præget af samarbejde mellem læge og patient, og hvor andre interessenter ikke har mulighed for at præge. Det er selvsagt også afgørende, at patientens oplevelser, og holdninger respekteres og tages alvorligt.

Diagnoser som et processuelt redskab

Et samarbejde mellem patient og læge skal, foruden at være præget af tillid, også være åbent, og ligeværdiget, hvilket betyder, at det er en fordel, hvis lægen justerer diagnoser, når der er behov for det. Inden for det psykiatriske område, har der over en årrække været en udvikling, der har betydet, at sygdomme, der tidligere blev betragtet som kroniske, nu forstås mere dynamisk. Det er på flere måder en fordel. Det betyder noget for såvel den medicinske som den sociale og psykologiske behandling, hjælp og støtte. Det kan imidlertid også komme til at betyde, at der kan ligge et pres på et menneske om at skulle komme sig. En tiltro, og tillid til, at et menneske kan komme sig, er en hjælp og en støtte, men et pres og evt. trusler om tab af støtte har den modsatte virkning. Omvendt er det også ødelæggende, at nogle psykiatriske diagnoser stadig mere fungerer som en fastholdende, og begrænsende dom, end som et redskab.