Pårørende

At være pårørende til et menneske i nød er en helt særlig mulighed for nærhed, for at gøre en afgørende forskel, for at møde noget eksistentielt, for læring og udvikling – alene og sammen.

At være pårørende kan også være noget af det mest krævende og opslidende et menneske kan komme ud for, og det kan sætte spor i mange år efter. Det kan være overvældende rent praktisk, fordi en del af ens tid og energi bliver beslaglagt. Men nok så meget kan livet som pårørende være udmattende mentalt og følelsesmæssigt.

Pårørende føler sig ofte magtesløse

Som pårørende kan du ofte opleve, at du står til rådighed, giver, lytter, løfter, holder og støtter – men du har ikke rigtig nogen indflydelse. Nogle gange kan du føle, at du gør en forskel, andre gange er du måske i tvivl, og dybest set står du på sidelinjen mens din kære i sidste instans selv navigerer og/eller bliver navigeret med af den ene eller den anden offentlige instans. Du føler måske, at du ikke er tilstrækkeligt – eller slet ikke -inddraget, og at du tages for givet, ikke regnes eller ikke tages i betragtning. Nogle gange vil situationen være den, at uanset, at du inddrages, har det ingen betydning. Du ser din nære få det dårligere og dårligere og står i begge tilfælde magtesløs tilbage.

Når du, som pårørende, gør det din kære ikke vil

Som pårørende kan du også komme til at befinde dig i ulykkelige situationer, hvor du – for at undgå det værste – er med til at begå et overgreb på din kære ved f.eks. at tage initiativ til en tvangsindlæggelse, du lokker din kære afsted på plejehjem eller du manipulerer en eller anden måde – alt sammen med den hensigt, at forsøge at afværge noget, som er endnu værre. Sådanne hændelser kan desværre sætte smertelige mærker i dig, i din kære og/eller i jeres relation.

Pårørendes frygt, angst og bekymring

Som pårørende kan du opleve at befinde dig i en mere eller mindre konstant anspændelse. Du føler måske, at du har en radar, der hele tiden scanner, for at følge med i, hvordan din kære har det. Måske er du til stadighed ængstelig eller bekymret. Det er for stor en byrde at være alene med. Det er vigtigt, at du selv har nogen at tale med, både for din egen skyld, men jo også for, at du kan blive ved med at holde til at være den pårørende du gerne vil være.

Forbudte tanker hos pårørende

Mange pårørende oplever, at have tanker og følelser, som de skammer sig over, og derfor bærer helt alene. Også selv om deres tanker både er helt almindelige og helt forståelige. Hvis du har været udsat for belastning igennem lang tid, f.eks. fordi du passer din kære, der er døende, er det ikke mærkeligt, at du kan få en følelse af, at det ville være en lettelse at få det overstået. Denne følelse kan du sagtens have, selv om du, mere en noget andet i verden, måske ønsker, at din kære ikke skulle dø. Hvis du har et familiemedlem, der er psykisk syg, kan du – helt forståeligt – få en følelse af, at du ikke orker at have kontakt med vedkommende mere, at du ville ønske, at han eller hun var død. Det kan være svært at dele disse følelser og tanker, og ofte bebrejder den pårørende sig selv, for at have sådanne følelser og tanker. Det gør kun det hele meget værre, det hjælper ikke, og det er der slet ingen grund til.

Pårørende bliver slidt og har brug for støtte

Som pårørende vil du ofte blive slidt. Du vil sandsynligvis komme ud for, at skulle træffe dilemmafyldte beslutninger, og du vil måske opleve at bevæge dig på en knivsæg mellem at hjælpe og at komme til at tage over. Følelser som fortvivlelse, håbløshed, utilstrækkelighed, træthed, overbebyrdethed, uretfærdighed, urimelighed, sorg, angst, skyld, skam og og vrede er almindelige, forståelige men ofte også svære at bære. Det er vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det, for at undgå, at de svære belastninger sætter sig i dit system, og bliver til en kronisk belastning, som svækker dig, tager livsglæde fra dig, og måske fører til, at du selv bliver syg.