Selvudvikling handler om at lære dig selv bedre at kende. Det handler også om at udvikle kærlighed til dig selv.
Selvudvikling er en mulighed for at opdage eller få stærkere kontakt til dine kvaliteter. Dele af dig selv, som du har mistet kontakten til i et liv, der har været præget af bestræbelser på at tilpasse dig omverdenens forventninger, krav og behov.
Hvorfor selvudvikling?
Jeg har ofte hørt formuleringer som: “Jeg føler at der er noget inden i mig, som er en vigtig del af mig, men som jeg ikke rigtig kan få fat i.” Eller: “Når jeg er i naturen, kommer der en ro inden i mig, hvor jeg føler mig uendeligt stærk, men også uendeligt blid og sensitiv. Jeg længes efter at kunne mærke mig selv på denne måde i min hverdag.” Når mennesker ønsker selvudvikling, udspringer det nogle gange af en indre følelse af, at der er noget mere.
Ønsket om selvudvikling kan også være drevet af sorg eller smerte. Det kan være sorgen over ikke at kunne mærke mening i livet, smerte over ikke at være i stand til at sige fra, eller længsel efter at kunne slippe en indre følelse af forkerthed, utilstrækkelighed og mangelfuldhed.
Selvudvikling handler ikke om, at der er noget i vejen med dig. Det handler heller ikke om, at du skal laves om. Det handler om at udvikle kontakten til det du også er, så du fra denne kontakt, har et stærkt fundament, som føles som dig, og som betyder at du til hver en tid er i stand til at rette din opmærksomhed mod din indre frekvens og mærke din egen kilde til f.eks. glæde, mening, ro, styrke og medfølelse.
Er selvudvikling og personlig udvikling det samme?
Hvad er egentlig forskellen på selvudvikling og personlig udvikling? Mange mennesker mener det samme, når de bruger de to udtryk, og for mange betyder forskellen ikke noget. Hvis ønsket er at finde mere stabilitet, glæde, ro og styrke, betyder det jo ikke så meget, hvad man kalder det.
For mig – som fagperson – er der dog en forskel, og det er fordi jeg er af den overbevisning, at vi – som mennesker – har en indre kerne eller essens, som er unik og en uendelig ressource. Det er kvaliteter som vi har med os, men som vi ofte mister kontakten mere eller mindre til, i løbet af vores opvækst og ungdom. Vi opbygger en personlighed, som hjælper os til at få livet og hverdagen til at fungere på baggrund af de erfaringer vi har haft i vores opvækst og med vores nære omsorgspersoner. Problemet er at personligheden ikke nødvendigvis er optaget af at lade os komme i kontakt med vores indre kerne eller essens, og det er i dette, at vi kan komme til at føle os desorienterede, rodløse eller utilstrækkelige.
Hvad består et selvudviklingsforløb af?
I den proces som et selvudviklingsforløb er, vil du opleve at vi sammen lærer både din personlighed og dine kvaliteter bedre at kende. Din personlighed – som i høj grad er udviklet med henblik på at passe på dig – vil efterhånden erfare, at dine kvaliteter kan klare sig selv uden at blive passet på, og at det bringer dig glæde og meningsfylde, når du er i kontakt med dem. Efterhånden vil balancen kunne tippe, så du i højere grad fungerer fra din kerne i din hverdage, og personligheden fungerer mere som en hjælpefunktion, end som direktøren for det hele.
Som du kan se, behøver du ikke at opleve store vanskeligheder for at ønske at indgå i et selvudviklingsforløb. Du kan sagtens være glad og tilfreds, og simpelthen bare ønske mere af det samme.
Hvis du vil høre mere om hvordan et konkret forløb kunne se ud for dig, er du velkommen til at kontakte mig.
Sara Vafai-Blom
Psykoterapeut og parterapeut
Jeg har beskæftiget mig med psykoterapi, parterapi og selvudvikling siden 1993.
Tlf: 30 64 16 12